Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

kentaur-nr-2-april-2016-HJV-PTR-UDD-side-23-26
Artikel i magasinet "Kentaur" om Hjemmeværnets patruljeuddannelse

Kentaur: Hjemmeværnets patruljeuddannelse

[HVS] Artikel i Magasinet Kentaur, nr. 2, April 2016 (side 23-26) "Hjemmeværnets patruljeuddannelse" af PL René Lenskjold, Sagsbehandler Patrulje / MOTOV, Hjemmeværnsskolen

20-04-2016

Af PL René Lenskjold, Sagsbehandler Patrulje / MOTOV, Hjemmeværnsskolen (HVS)


Hjemmeværnets patruljeuddannelse 2016 er nu skudt i gang. Forud for starten i februar var der tilmeldt over 70 deltagere, hvoraf 42 mødte op, igen i år med deltagelse fra Hæren, som fortrinsvis bruger uddannelsen som forberedelse til Enkeltkæmperkursus på Bornholm og til Patruljekursus ved Jægerkorpset. De tidligere år har der tillige også været deltagere fra Flyvevåbnet, Baltikum og fra US Army Special Forces.

 
Patruljeuddannelsen har sit udspring fra sidst i 50’erne, hvor SEP (Specielle Efterretningspatruljer) blev oprettet. Dengang bestod patruljeudrustningen (frem til begyndelsen af 1990’erne) af et patruljetov, en karabinhage, en ekstra feltflaske samt en maskinpistol. Senere fik man også en lærredsrygsæk model MEJS. Udrustningen var nu blevet ajourført efter de nye opgaver og standarder.

 
I 1967 overlod man også på Sjælland opgaven til Hjemmeværnet, og oprettede Specielle Efterretningspatruljer / Østre Landsdelskommando (SEP/ELK). Årsagen hertil var, at man i Livgarden havde erfaret, at man med den meget korte uddannelsestid ikke var muligt at uddanne værnepligtige til den meget krævende tjeneste. Derudover havde erfaringer ved SEP/VLK vist, at resultaterne var på højde med, hvad man kunne forvente hos professionelle enheder. Endelig kan man have skævet til englænderne, hvor efterkrigstidens SAS (Special Air Service) i begyndelsen bestod af frivillige i Territorial Army (Hjemmeværn (TA)), "Så hvis englænderne kunne gøre det, kunne danskerne også.". Territorial Army i England fungerer ligesom Hjemmeværnet herhjemme, bortset fra at SAS TA personellet er timelønnet, og der stilles væsentligt højere fysiske og tidsmæssige krav til personellet. 

 

Patruljesoldater fra SEP og PTRKMP/JDIV under øvelse i Tyskland 1988.


 
Oprindeligt var SEP-enhederne(Specielle Efterretnings Patrulje) "Stay Behind"(Patruljerne lader sig overrulle af fjenden når de er nedgravet, eller søger op til 100 km bag fjendens linjer, hvor de melder tilbage om fjendens aktiviteter) De begyndte at melde fra det øjeblik, hvor fjenden passerede dem. I løbet af 1970’erne udviklede det sig til, at patruljerne også skulle kunne foretage egentlige infiltrationer gennem fjendens linjer. Dette stillede væsentligt højere krav til patruljens fysiske formåen, hvilket igen førte til indførelsen af optagelsesprøver. Især SEP/VLK førte an i denne udvikling, som i form og indhold var kraftigt inspireret af Jægerkorpsets patrulje- og aspirantkursus. 

 
​​Indtil midten af 90’erne havde den moderne krigsførelses store bevægelighed medført en stor spredning på slagmarken i bredde og dybde. I det danske forsvar erkendte man, at der var behov for enheder, der kunne se og melde bag fjendens linjer. Disse enheder skulle, i samvirke med andre opklaringsformer, danne grundlaget for, hvordan man taktisk opstillede egne enheder og planlagde mødekampen.

 

Patruljesoldat i bivuak 1988.


 
Efter optagelsen fulgte så den videre uddannelse, der foregik ved enhederne selv, og dels ved andre af forsvarets institutioner herunder Jægerkorpset (Faldskærmsgrunduddannelse, og for enkelte soldater Patruljekursus) og Frømandskorpset (Kampsvømmeruddannelsen). Personellet skulle desuden hvert år gennemgå en række test for at sikre det fysiske og faglige niveau. Hjemmeværnets Særlig Støtte- og Rekognosceringskompagni (SSR) fik sit nuværende navn den 1. januar 2007, som en afløser for føromtalte SEP. De er således til rådighed for hæren.

 

 
Den nye patruljestruktur
Først i 1990 blev der lanceret en formel patruljestruktur, hvor Grundlæggende- og Videregående Patruljeuddannelse (GPU/VPU) blev beskrevet som en strukturel uddannelse. Det var de enkelte regioner/distrikter der gennemførte disse uddannelser.
I 2011 kom der et nyt kommissorium fra Hjemmeværnskommandoen. Dette betød, at den fremadrettede uddannelse skulle afholdes ved Hjemmeværnsskolen(HVS). Dette betød, at uddannelsen skulle nytænkes og at den skulle lægges i faste rammer for at styrke ensartetheden og kvaliteten i uddannelsen.

 
Uddannelsen blev til på baggrund af erfaringer fra den tidligere patruljeuddannelse, SSR, samt Frømandskorpset (FKP) og Jægerkorpset (JGK).
Uddannelsen er opbygget i moduler, hvor Grundlæggende Patruljeuddannelse (4 moduler på i alt 270 timer) kan søges af personel, som har gennemført lovpligtig uddannelse, HBU eller er fastansat i hæren. Herefter kan soldaten søge Videregående Patruljeuddannelse (3 moduler på i alt 285 timer), som ligeledes er modul opbygget, med et afsluttende 7 døgns modul, som er planlagt forud for Enkeltkæmperuddannelsen på Bornholm. 

 
Som noget nyt har Flyvevåbnets officerskadetter fra AIR FORCE TRAINING CENTER(AFTC/FLOS) deltaget på det afsluttende modul af VPU som en afslutning på deres egen ”grønne”uddannelse.

 
Den nye patruljeuddannelse udmærker sig ved, at der forud for modulerne gennemføres forsvarets fysiske test og svømmeprøve, som skal bestås. Soldaten bliver løbende vurderet gennem test i alle fag, herudover er der individuel vurdering og tilbagemelding.
Herefter er der mulighed for at søge på Patruljeføreruddannelse 1, som består af 2 moduler, der kører parallelt med Grundlæggende Patruljeuddannelse eller at gennemføre Patruljeføreruddannelsen i Norge, hvor forløbet er 10 døgn. Patruljeføreruddannelse 2 kører ligeledes parallelt med Videregående Patruljeuddannelse efter samme koncept.
Herudover er der Taktisk Sanitetstjeneste for Enkeltmand (TSE), som ligeledes gennemføres i en patruljemæssig ramme, SERE (flugt og overlevelse) kursus i Estland, vinterkursus i Norge og meget mere.

 


Efter ovenstående uddannelse er soldaten godt klædt på med henblik på evt. at søge optagelse ved SSR, Jægerkorpset eller Frømandskorpset.

 
På instruktørsiden er der også foretaget ændringer i forhold til tidligere, forstået på den måde, at instruktørstaben er rekrutteret med en baggrund fra det etablerede patruljemiljø. Det vil sige fra JGK, FKP samt personel fra SSR. 
Det vil sige at alle instruktører er i besiddelse af en faglig overhøjde og netop har den profil, som der skal til for at virke under patruljeuddannelserne.
Den pædagogiske tilgang på kurserne er ”Train In”. Der bliver taget hensyn til kursisternes individuelle faglighed og formåen. Dog bliver kursisterne gennem hele forløbet vurderet og testet gennem prøver i de enkelte fag samt ud fra instruktørernes vurderinger under de forskellige instruktionsøvelser.
Konsekvenspædagogik indgår som et naturligt element, for at kursisten i højere grad tager udgangspunkt i ansvar for egen handling og læring.
De fysiske test følger Hærens til enhver tid gældende krav, som er et niveau under kravet til henholdsvis Patrulje- og Enkeltkæmperkursus.

 
Fire mand fra SSR har gennemført og bestået Enkeltkæmperkurset på Bornholm, hvoraf en mand i dag virker som instruktør på kurset.
Patruljekursus ved Jægerkorpset, som giver adgang til Jægeraspirantuddannelsen, har også gennem årene været frekventeret af personel fra HJV, primært fra SSR og patruljedelingerne ved Hjemmeværnet. 
Varigheden og belastningen på både Patruljekursus og Jægeraspiranten gør, at det stiller ekstreme høje krav til den enkelte soldats forberedelse og vedholdenhed, men det er et verdensklassekursus.
Kampsvømmerkursus ved Frømandskorpset er nu også en del af den operative SSR-uddannelse.

 
Som noget nyt (2015) er der nu åbnet mulighed for at søge til Jægerkorpset uden at have aftjent sin værnepligt. Det vil sige, at man kan søge Patruljekursus ved Jægerkorpset hvis man enten har gennemført og bestået optagelsen til SSR eller har bestået sin Videregående Patruljeuddannelse, samt bestået Patruljeføreruddannelsen og fundet egnet. Hvis man gennemfører og består Patruljekursus ved Jægerkorpset kan man søge optagelse på Jægeraspirantuddannelsen.

 
Dette fordrer, at soldaten er fundet egnet af HVS og kan gennemføre og bestå de fysiske test. Det efterfølgende forløb vil så være det samme som for stampersonel fra Forsvaret. For nærmere information se venligst Forsvarets Rekruttering. 

 
Har du spørgsmål i forbindelse med Hjemmeværnets Patruljeuddannelse, er du velkommen til at kontakte Hjemmeværnsskolen pr. mail HVS-UDD6@mil.dk. PL R. Lenskjold.

 

 
---
Denne artikel blev første gang bragt i magasinet Kentaur, nr. 2, April 2016

 

 
​​
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring