Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​MHV 906 ASKØ trækker flydespærring sammen med MHV 910 RINGEN ved Aabenraa. Foto: Jørn Hartmeyer

Inddæmmede olieudslip ved Aabenraa Havn

Marinehjemmeværnet har onsdag haft to fartøjer indsat ved Aabenraa, hvor et olieudslip har sat hele beredskabet i gang med at bekæmpe olien til vands og til lands. En del af olien blev inddæmmet af Marinehjemmeværnets flydespærringer.

22-04-2015

Af Leif Bruun og Ninna Falck

Mellem tre og fem kubikmeter svær fuel-olie , svarende til 3-5.000 liter, slap onsdag formiddag ud i Aabenraa Fjord. Lækagen skyldes et brud på et rør fra en oplagstank tilhørende Enstedværkets olieterminal.

MHV fartøj styrede indsatsen til vands
To fartøjer fra Marinehjemmeværnet, nemlig MHV 910 RINGEN fra Aabenraa og MHV 905 ASKØ fra Hundested har været indsat i olieforureningsbekæmpelsen. Ved Aabenraa Havn har de to fartøjer samarbejdet om at bruge RINGEN’s 350 meter flydespærring til at inddæmme olien i og omkring havnen.

Om bord på RINGEN havde fartøjsfører, premierløjtnant Steen Trolle, fået tildelt rollen som On Scene Coordinator for indsatsen til vands af Forsvarets Operationscenter. Det skulle blandt andet ske i samarbejde med ASKØ til vands samt brandvæsenet, beredskabet og politiet i land. RINGEN lagde ud med at trække deres flydespærring uden for havnen, mens beredskabet samlede olie i deres flydespærringer inde i havnen.

Fartøjsfører om bord på ASKØ, premierløjtnant Leif Davidsen, fortæller, at ASKØ, som blev kaldt til fra Storebælt, var fremme i Aabenraa klokken 15.00, hvor de mødte RINGEN. ”Vi tog fat i flydespærringen, og sammen trak vi den i formation rundt om havnen”, forklarer han og skønner, at de to skibe her fik inddæmmet en god del af olien, som var meget tyk i konsistensen.

RINGEN og ASKØ trak den indsamlede olie ind havnen og fik den lempet over i Beredskabets flydespærring, hvor man kunne samle olien endeligt op.

Efter tre timers arbejde blev ASKØ fritaget fra opgaven af Forsvarets Operationscenter. RINGEN fortsatte dog indsamlingsarbejdet, mens man afventede, at Søværnets miljøskib, MARIE MILJØ, skulle støde til.

Mere olie ude i fjorden
En del af olieudslippet var observeret længere sydpå i fjorden ved Hostrup Skov, hvor brandvæsen, beredskab og Hjemmeværnet bekæmpede olien i land. RINGEN sejlede nu derned og sendte gummibåden ind til land med en trosse. Herfra kunne beredskabet så trække RINGENS flydespærring helt ind til kysten, hvor den blev ankret op. Flydespærringen blev i den anden ende ude i vandet holdt på plads med et såkaldt varpeanker, og her skulle den ligge natten over og fange den olie, som strømmen fører ind mod kysten.

”Og nu går vi i havn”, siger Steen Trolle fra RINGEN klokken 21.00 efter en lang dag. Han blev afløst som On Scene Coordinator, da MARIE MILJØ stødte til efter klokken 18.00, hvor MARIE MILJØ gik i havn, mens RINGEN fik det sidste på plads med flydespærringen ved Hostrup Skov.

”I morgen vil et miljøfly overflyve og fotografere området, og så vil man vurdere, hvad der eventuelt videre skal ske”, fortæller Steen Trolle, mens han sammen med besætningen fra Aabenraa er på vej tilbage til Aabenraa Havn.

Ilddåb til nye gaster
ASKØ blev allerede klokken 09.30 tilkaldt af Forsvarets Operationscenter, da de var på vej mod Svendborg fra Marinehjemmeværnets skole på Slipshavn ved Nyborg. Om bord var otte nye frivillige medlemmer netop i gang med den grundlæggende uddannelse som dæksgaster sammen med tre instruktører, en motorpasser og en hovmester, da deres skolefartøj blev kaldt til Aabenraa. Efter indsatsen ved Aabenraa satte ASKØ igen kursen mod Slipshavn med en håndfuld nye gaster, som nu har oplevet en virkelig indsættelse

”Dermed har de nye gaster fået en helt realistisk indsigt i, hvordan vi i Marinehjemmeværnet tackler et forureningsuheld, og det er jo - selv om baggrunden selvfølgelig er lidt dyster – godt nok”, siger instruktør og fartøjsfører Leif Davidsen fra ASKØ på vej tilbage til Slipshavn.

Herunder:
MHV 910 RINGEN slæber flydespærring ved Aabenraa Havn. Foto: Jørn Hartmeyer.


Læs flere nyheder om Marinehjemmeværnet her

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring