Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Kampen om byen

Flyverhjemmeværnets soldater har været i Brikby for at træne kamp i uoverskueligt terræn - denne gang med ny teknologisk hjælp.

02-05-2024

Tekst og foto: Vanessa Alexandra Kjær

Når man kommer kørende ned ad vejen, som har et helt almindeligt danskklingende navn, som Søndergade, og drejer ned på Istedgade, kører man forbi nogle tomme bygninger med åbne døre og vinduer. På vejene er også nogle biler, om ser aldeles gennemtyggede ud, og alle bygninger er så øde og nærmest ødelagte, at det ligner en forladt by efter et militært drone-angreb.

Ude i horisonten kan man høre nogle stemmer, og følger man dem, forbi skolen og rådhuset, kommer man hen til én af de forladte bygninger. Her hopper soldater fra Flyverhjemmeværnet ind ad vinduer på første sal, med al den hjælp de kan finde.



Soldaterne er på uddannelsesweekend i Brikby, hvor de træner diciplinen MOUT. Navnet står for Military Operations in Urban Terrain, som kan oversættes til militære operationer I uoverskueligt terræn. Uddannelsen hed før i tiden bykamp, men blev ændret, da Flyverhjemmeværnets opgaver er tæt knyttet til flyvestationer og måden at lave kamp i bebyggede områder er meget anderledes end det man traditionelt uddanner folk i, når man træner bykamp.

Både Flyverhjemmeværnets Security Force, bevogtningsassistenter, military working dogs og bevogtningssoldater er med til uddannelsesweekenden, da det er et krav for at vedligeholde deres færdigheder og funktion, at de vedligeholder deres -evne til at arbejde i bebyggede områder, samt deres evne til at arbejde på tværs af kapaciteterne.

Under MOUT-weekenden får soldaterne trænet alle de færdigheder man skal bruge til kamp i en by eller et område med mange bygninger, som man ikke er interesseret i at beskadige. Dette område kunne for eksempel være en flyvestation, og den er soldaterne interesserede i at bevare.

"Bygninger er en stor del af flyvestationerne, så det giver god mening for vores soldater, at de lærer at befærde sig omkring dem, og sikre lignende områder," siger Jimmy Helsinghoff, instruktør ved MOUT-uddannelsen.

Øvelserne består for eksempel i at komme sikkert ind i et rum, rensning af et rum, sikring af bygninger, rumkamp og at gå sikkert op, og ned, ad trapper.



Teknologien gør underværker
Instruktørerne under uddannelsen har stort fokus på initiativtagen hos den enkelte soldat. Det vil sige, at der ikke er én person, som udfylder samme rolle hver gang, men alle soldater kan træde ind i forskellige roller. Det lægger et større ansvar på den enkelte, og giver et bedre resultat når man taler opgaver i bebyggede områder. Det er nemlig ofte, at virkeligheden ikke ligner øvelserne, så det er bedre at lære soldaterne at vurdere en situation og handle ud fra den. Det kræver dog, at hver enkelt soldat har nogle solide færdigheder inden for operationer i bebyggede områder.

"Lige meget, hvor trænet man er, så er man aldrig færdig med at træne kamp i bebyggede områder. Man kan altid blive bedre," siger Jimmy Helsinghoff.

I år havde Flyverhjemmeværnet mere fokus på hjælp fra teknologi, end at træne aggressiv rumkamp. Det er mere hensigtsmæssigt at forsøge at tvinge modstanderen ud af bygningerne, og ud i det åbne, hvor soldaterne kan kæmpe på egne præmisser, og hvor intet er i det skjulte.

I år havde Flyverhjemmeværnet en drone med, som de kunne bruge til at afsøge området for momenter. Det var et hit blandt deltagerne, og især hos gruppefører Ela Vitkauskaite:

"Det var sjovt at prøve at afsøge området for momenter med dronen. Det gik også virkelig hurtigt, og vi var dem, der lokaliserede og pacificerede momenterne først," siger hun.



En uddannelse, der giver mening
Uddannelsesweekenden i Brikby, er for mange af Flyverhjemmeværnets soldater højdepunktet af årets øvelser.

"Det virker som om soldaterne synes, at det er fedt at være med på MOUT, for de kan se en mening med det de lærer. Det minder meget om det, som de skal kunne, hvis de står i en skarp situation på en af flyvestationerne," siger Jimmy Helsinghoff.

Bygninger er svære at erobre, for der er mange trin i at sikre dem, og mange steder, hvor der kan gemme sig fjender. Det er derfor vigtigt for Flyverhjemmeværnets soldater at vedligeholde deres færdigheder, så de kan løse en opgaver i en skarp situation med den selvtillid og kunnen, som det kræver. 

Seneste nyheder

5 maj 2024

16-05-2024

Commanders Coin

16-05-2024
 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring