Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

udnævnelse af ny OPO og NK for HVF131 (Sanne og Carsten)

​Udnævnelse af ny OPO og NK. (Sanne og Carsten)

Chef skifte mm

I går var en travl aften i HVF 131 Esbjerg, som bød på Chefskifte, overrækning af skyttemærke samt udnævnelse af ny næstkommanderende (NK) og operationsofficer (OPO).

05-07-2022

​​

Efter 7,5 år som Flotillechef for HVF 131 Esbjerg har Kaptajnløjtnant Christina Hald-Andersen besluttet, at det var på tide, at der skulle nye kræfter til. Som en af sine sidste officielle opgaver kunne hun overrække et skyttemærke i bronze til Per Martin Krog, som fik flotte tilkendegivelser over hans skyttefærdigheder. Der er blevet prikket lidt til ham for at gå videre den vej og finde ud af, om der er en skydeinstruktør gemt i ham.
Herefter overtog Chef for Marinehjemmeværnet Henrik Holck Rasmussen kortvarigt kommandoen over HVF 131. Efter nogle rosende ord fra Henrik til Christina kunne han, som en flot afslutning på hendes tid som Flotillechef, overrække hende Commanders coin nr. 84, som tildeles personer som har ydet en ekstraordinær indsats. Christina har været en kompetent og rolig chef, som har styret HVF 131 med engagement.
Inden Jørgen Hjort fik overdraget kommandoen af HVF 131, blev han udnævnt til Kaptajnløjtnant af Henrik Holck Rasmussen, og med 25 års erfaring er Jørgen nu klar til at tage kampen op som Flotillechef, med en flotille som bakker op om hans visioner for fremtiden.
Jørgens tre buzzwords og ønsker om udvikling og visioner for flotillen omhandler robusthed, synlighed og loyalitet.
Med Jørgen Hjorth som afgående næstkommanderende, trådte Carsten Meldgaard til med nye kræfter på NK-posten. Med Carstens plads i staben og hans store engagement i den næsten afsluttede fartøjsfører-uddannelse (FARF), vil det bringe flotillens stab og sejlende besætning tættere sammen.
OPO Ole Thomassen overdrager samtidigt stafetten som OPO til Sanne Krog, som glæder sig til de nye udfordringer. Med hendes baggrund i forsvaret og positive tilgang til udfordringer, ser vi i flotillen frem til samarbejdet mellem hende, staben og den sejlende besætning.
HVF 131 siger tak til Christina Hald-Andersen for 7,5 års tjeneste som Flotillechef, og byder velkommen til Jørgen Hjorth som ny Flotillechef. Vi ser frem til mange spændende år sammen.
Kunne du tænke dig en aktiv fritid med ansvar - at være en del af det frivillige søberedskab i Esbjerg, gøre gavn, samt få nogle fantastiske oplevelser? Så kontakt os i dag eller gå ind på vistillerop.dk for en uforpligtende samtale omkring Marinehjemmeværnet.​


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring