Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Litauisk besøg ved HDFYN

Cheferne for det danske og det litauiske Hjemmeværn var onsdag på besøg på Fyn.

09-12-2016

Ninna Villadsen


I begyndelsen af juni deltog litauiske hjemmeværnssoldater i Middelfart området sammen med fynske kollegaer i Hjemmeværnets landsøvelse.

Onsdag formiddag kom chefen for det litauiske hjemmeværn, oberst Arturas Jasinskas, og chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler, på besøg hos Hærhjemmeværnsdistrikt Fyn på Højstrup vest for Odense.



De blev modtaget ved afkørsel 53 Blommenslyst af distriktets motoriserede overvågningsenhed og eskorteret til hovedkvarteret på Vibelundvej. Som en del af uddannelsen af politihjemmeværnet, blev Krydset ved Kalørvej spærret for en kort periode, af Hjemmeværnspolitikompagni Odense, så kortegen kunne køre frit igennem.


  

- Det de to chefer skulle se og høre om, da de besøgte os er, rydningsassistenterne der hjælper Fyn Politi med at uskadeliggøre ulovligt fyrværkeri, hundetjenesten og bæltekøretøjer i forbindelse med sneberedskab - alt det, som vores frivillige hjemmeværnssoldater støtter med, når Fyn har brug for hjælp, fortæller chefen for Hærhjemmeværnsdistrikt Fyn, oberstløjtnant Kent Mikkelsen.


Hjemmeværnet indgik i maj i Estland en ny samarbejdsaftale med det litauiske hjemmeværn, Krašto apsaugos savanorių pajėgos. Her var cheferne fra nordiske og baltiske hjemmeværn samlet til en sikkerhedskonference. 

Samarbejdsaftalen blev underskrevet af chefen for det litauiske hjemmeværn, oberst Arturas Jasinskas og chefen for det danske hjemmeværn, generalmajor Finn Winkler. Aftalen handler om et øget samarbejde inden for uddannelse og øvelsesvirksomhed. 


Det er ikke første gang, at det danske hjemmeværn samarbejder med Krašto apsaugos savanorių pajėgos. Hjemmeværnet indledte samarbejde med organisationerne i alle tre baltiske lande, kort tid efter at de havde fået deres selvstændighed; og faktisk var officerer fra det litauiske hjemmeværn de første baltere, der modtog uddannelse på Hjemmeværnsskolen i Nymindegab.

En del frivillige fynske instruktører deltog i uddannelsen, og adskillige fynske hjemmeværnssoldater var weekendværter for de litauiske kollegaer.

Hjemmeværnet har ud over Litauen også en samarbejdsaftale med Estland. I 2015 fornyede den danske forsvarsminister bilaterale samarbejdsaftaler med alle tre lande. Det er som led heri, at Hjemmeværnet styrker samarbejdet med søsterorganisationer i Estland, Letland og Litauen.

 

FAKTA OM LITAUISK HJEMMEVÆRN

Krašto apsaugos savanorių pajėgos (National Defence Volunteer Forces) har omkring 4.500 frivillige fordelt på seks enheder, der dækker hele landet. Organisationen blev genetableret i 1991 og har siden 1994 deltaget i internationale, fredsbevarende operationer.

Blandt hovedopgaverne er territorialforsvar af Litauen samt personel til host nation support i forbindelse med allierede styrker. Desuden støtter det litauiske hjemmeværn lokale og statslige myndigheder, ligesom de bidrager til internationale operationer.

 

 ​​

 ​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring