Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Foto: Michael Nørgaard

Stenkastersagen på Fyn

I skjul ved motorvej: 600 hjemmeværnsfolk lå på lur efter stenkaster

30-06-2018
Torsdag den 28. juni var alle de hjemmeværnsfolk, der havde deltaget med overvågning fra motorvejsbroerne i jule- og nytårsperioden indkaldt til et lille takkearrangement på politigården i Odense.

Bjarke Vestesen, Fyens Stiftstidende skrev efterfølgende, den 30. juni 2018 en artikel.
Foto: Michael Nørgard

I mere end en måned hen over jul og nytår lå hundredvis af hjemmeværnsfolk i skjul ved to broer hen over Den Fynske Motorvej i jagten på den eller de personer, som flere gange har kastet tunge sten ned på motorvejen.

Mens de fleste var i gang med anden, flæskestegen og rødkålen juleaften, lå hjemmeværnsfolk hemmeligt på lur efter den eller de personer, som i måneder har skabt frygt efter at have kastet tunge sten ned på Den Fynske Motorvej.

Det samme gjorde de, da 2017 ringede ud og blev til 2018, for i cirka fem uger lå over 600 hjemmeværnsfolk nat efter nat i kulde og frost ved to broer på henholdsvis Grøftebjergvej og Koelbjergvej hen over motorvejen oven på endnu et dramatisk stenkast den 20. december 2017.
- Det er mig bekendt første gang, vi i Danmark har haft et så stort myndighedssamarbejde med så mange hjemmeværnsfolk, siger chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj, Fyns Politi.

Stenkastene var ikke sket fra de to broer, hjemmeværnsfolkene passede på med observationer og meldinger, men fra Spedsbjergvej og Langesøvej. På det to broer var der allerede iværksat videoovervågning, men det viste sig ikke at være muligt fra Grøftebjergvej og Koelbjergvej. Derfor tilbød Hjemmeværnsdistrikt Fyn at træde til med frivillige - og dem var der masser af, selv om det var jul og nytår.
- I min verden gik det langt nemmere og langt hurtigere, end jeg havde frygtet. På to timer havde vi rekrutteret over 300 til opgaven, og det er dét, som kendetegner hjemmeværnet. Hvis der er noget, de brænder for og bliver motiveret af, stiller de op, uanset om det er juleaften eller ej. Stort cadeau til alle dem, der stillede op, siger Flemming Agerskov, oberst i Landsdelsregion Vest.

Måtte kun observere
Aftalen mellem Hjemmeværnsdistriktet og Fyns Politi kom i stand efter stenkastet den 20. december 2017 på Langesøvej ved et møde om noget helt andet mellem de to myndigheder. Det blev et tilbud om hjælp fra hjemmeværnet til politiet i en sag, som både dengang og stadig i dag har enormt fokus også hos borgere, som hver dag kører under de motorvejsbroer, hvorfra der er blevet kastet sten.

Hjemmeværnsfolkene måtte efter aftale kun observere og melde, hvis de så noget mistænkeligt. De måtte ikke gribe ind bortset fra den indgriben, alle borgere har mulighed for, når vi ser en kriminel handling i færd med at blive begået. Det kunne være med en civil anholdelse, indtil politiet kan overtage.

Episoden den 20. december 2017 skete fra præcis samme bro, hvor en 33-årig tysk kvinde i august 2016 blev dræbt på stedet efter at være blevet ramt af en cirka 40 kilo tung sten. Kvindens 36-årige mand blev invalideret for altid, mens parrets søn slap med småknubs.

I skjul i mudderet

Fuldstændig lavpraktisk skulle hjemmeværnsfolkene ligge i skjul, så de ikke blev opdaget, mens de observerede, hvem der kørte til og fra broerne.
- Vi måtte gøre det lidt bekvemt for folkene, for det var koldt, det regnede, og for at de ikke skulle forsvinde helt i mudderet, kørte vi flis ud på de steder, de skulle ligge, siger Flemming Agerskov.

Mandskabet byttede vagt hver halve, hele eller hver anden time, så de hele tiden var friske til at observere.
- Det er ikke nogen svær opgave for en soldat at løse den, men den er svær, når det er koldt og regnfuldt, og de stadig skal holde sig skarpe, siger han.

Under den cirka fem uger lange indsats skete der dog ikke noget dramatisk, og den eller de mulige gerningsmænd dukkede ikke op, men alligevel er også Fyns Politi meget tilfredse med hjemmeværnsfolkenes indsats.
- Trods den flotte indsats fik vi dog ikke det afgørende gennembrud, siger Lars Bræmhøj, som forleden takkede de mange hjemmeværnsfolk for deres indsats ved et lille arrangement på politigården i Odense.

* * *

STENKASTERSAGEN
Det var Hjemmeværnets Landsdelsregion Vest, som efter endnu et stenkast den 20. december 2017 på motorvejsbroen på Langesøvej ved Skallebølle på Fyn tilbød sin assistance. Det takkede Fyns Politi ja til, og de efterfølgende uger deltog omkring 600 hjemmeværnsfolk med at observere og melde. De begyndte observationerne den 22. december 2017 og fortsatte frem til slutningen af januar fra to broer på henholdsvis Grøftebjergvej og Koelbjergvej.


Aftalen var, at de ikke skulle gøre andet end at observere og melde, hvis de så noget mistænkeligt. De måtte ikke gribe ind på anden vis end hvad alle andre borgere kan gøre, hvis de ser en kriminel handling i færd med at blive begået. Hjemmeværnsfolkene var ikke udstyret med våben, men kun en natkikkert og andet observationsudstyr.

Hjemmeværnsfolkene var blevet pålagt tavshedspligt, så hele aktionen blev holdt hemmelig, indtil den forleden blev afsløret ved et lille takke-arrangement hos Fyns Politi.

Hver nat i den næsten seks uger lange periode lå omkring 16 hjemmeværnsfolk ved de to broer. De skiftedes til at ligge på lur, og når det blev lyst kørte de hjem. Mange tog fri fra arbejde i den periode, observationerne stod på. Selv juleaften, juledag, anden juledag og nytårsaften lå folkene på lur i buskadset. 







Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring