Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Faneteamet

Mindehøjtidelighed

”Vi vil altid være briterne taknemmelige”
Af Palle Christiansen, Kompagnireporter HVKSFY

04-03-2019

Disse ord blev udtalt ved mindehøjtideligheden på Landet Kirkegård, søndag den 3. marts. I anledning af, at det er 75 år siden, den 15. februar 1944, at et RAF Lancaster bombefly blev skudt ned af tyske natjagere ved Vornæs.  

Taleren fortsatte: Tak til England og de allierede. Vi vil altid være briterne taknemmelige, og i den forbindelse er "Brexit" kun en "krølle på halen". Vores venskabsbånd vil altid være der. Briternes kamp mod nazismen, men også for vores frihed, må aldrig blive glemt! 

De to britiske flyvergrave på Landet Kirkegård, er sat over flynavigatør, Squadronleader  Arthur John Sayer, 32 år, yngste søn af John og Margareth Sayer, Norfolk – og Airgunner, Flightsergeant Louis Godfrey Glaus, gift med Mary, og ældste søn af H.L. Glaus fra Manchester. 

Disse unge mænd satte sig sammen med de 5 øvrige i flybesætningen, op i deres Lancaster fly, og deres bombemål var et industrikvarter i Berlin. De nåede ikke længere end til Tåsinge, så blev deres fly skudt ned af tyske natjagere. På grund af snævre pladsforhold i flyet, var det svært at springe ud med faldskærm. Det endte da også tragisk for dem, heriblandt Sayer og Glaus. 2 andre overlevede, og de kom i tysk fangelejr. 

Flybesætninger levede under krigen, et liv på kanten af døden. Hvad drev dem til det? Det kan ikke kun tilskrives almindeligt, ungdommeligt overmod! De var af en særlig støbning. 

Smukke taler!

Sognepræst i Landet Kirke, Johanne Fauerskov Sloth, ærede blandt andre de to engelske flyvere i sin prædiken i kirken. 

Kirkeværge Michael Jensen, Landet Kirke fortalte detaljeret om hændelsen ved flystyrtet i 1944, og det gjorde stort indtryk på forsamlingen. 

Peer Petersen fra Fredericia, medlem af Kommissionen af Commonwealth's krigsgrave i Danmark, sendte en hilsen på vegne af den britiske ambassade, som desværre ikke kunne deltage. Men de takkede for indbydelsen, og fordi vi holdt mindehøjtideligheden. 

Kaptajn Kim Fagerli-Schmidt, holdt tale på vegne af Hjemmeværnet. Han drog en smuk parallel til Nordahl-Grieg's sang: "Kringsatt av fiender". 

En værdig markering af dem, som døde også for Danmarks frihed. Fra Hjemmeværnet deltog medlemmer af Kompagni Sydfyn, Politikompagni Svendborg, og Kompagni Langeland. Desuden mange kirkegængere, og der var også faner fra civile foreninger på Tåsinge. 

Vi danskere mener noget med at vise taknemmelighed, når vi ærer de to flyveres minde, 75 år efter at begivenheden fandt sted. Æret være Arthur John Sayer, og Louis Godfrey Glaus' minde.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring