Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​MHV 905 ASKØ's frivillige besætning var hurtigt ude, på en hverdag midt i arbejdstiden.
Arkivfoto fra Flotille 361

ASKØ på lynaktion ved fund af surfbræt

Marinehjemmeværnet i Hundested var onsdag eftermiddag hurtigt på søen, da man frygtede for en surfers liv. Et surfbræt var fundet på stranden, og en redningsaktion blev sat i værk med deltagelse af Forsvarets redningshelikopter og Marinehjemmeværnet

23-02-2017
Af Ninna Falck

Onsdag klokken 15.25 blev Flotille 361 Isefjord alarmeret af Forsvaret. Et surfbræt var fundet på stranden mellem Hundested og Lynæs. 

Det medførte, at politi og ambulancer blev kaldt til Lynæs Havn, skriver Halsnæs Avis. Desuden hastede Forsvarets redningshelikopter og Marinehjemmeværnets lokale fartøj MHV 905 ASKØ og ASKØ’s gummibåd til området for at eftersøge en person i vandet.

Marinehjemmeværnet hurtigt ude af havnen
ASKØ’s gummibåd var allerede ude af Hundested havn klokken 16.15 og hurtigt på pletten i eftersøgningsområdet. ASKØ fulgte selv efter fem minutter senere.  

Fartøjsfører Sten Lønborg og hans folk om bord på ASKØ og i ASKØ’s gummibåd nåede dog ikke at søge længe. Forsvarets Joint Operations Centre (JOC) afblæste aktionen efter ganske kort tid, da surfbrættets ejer var dukket op i god behold. 

Så det blev heldigvis en lykkelig udgang på en såkaldt SAR (search and rescue), hvor Steen Lønborg til sin tilfredshed kan konstatere, hvor hurtigt Marinehjemmeværnet rykkede ud.

”Vi var på søen tre kvarter efter alarmeringen. Det er godt gået, når man tænker på, at det er i arbejdstiden, og at vores medlemmer er frivillige og ulønnede”, understreger han.

Herunder:
Fartøjsfører Sten Lønborg var meget tilfreds med besætningens hurtige reaktionstid.




Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring