Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold

Topbanner

Nyhed

​Set fra APOLLO: Kæntret katamaran i det Sydfynske Øhav slæbes af motorbåd fra Tuco Marine Group.

Voldsom weekend: Fire indsættelser til søs

Marinehjemmeværnets frivillige har ikke ligget på den lade side i den forgangne weekend. Fartøjer fra fire flotiller blev kaldt ud på opgaver i det urolige vejr. Lørdag var to katamaraner i alvorlige problemer, og søndag blev der slået alarm om to joller.

07-09-2015

​Af Troels Rønsbo, Claus Grell og Ninna Falck

Weekendens vejr har ikke været som skabt til hyggelige udflugter til søs. Kraftige vindstød og mange store regnbyger har givet problemer, og Marinehjemmeværnet fra Frederikshavn, Kolding, Aabenraa og Korsør har været kaldt ud på opgaver.

To katamaraner i problemer ved Fyn
Lørdag stod den på assistancer til hele to katamaraner ved Fyn.

Ved 10-tiden blev MHV 813 BAUNEN fra Flotille 255 Korsør kaldt ud til Romsø i Storebælt lidt nord for Kerteminde. Her havde en Katamaran knækket masten. BAUNEN lå allerede i Storebælt, og satte straks kursen nordpå. Katamaranen kunne sejle for egen motor og blev fulgt til Kerteminde Havn af BAUNEN, hvor den var ankret op og på plads klokken 14.00.

Lige inden - klokken 13.42 - blev MHV 811 APOLLO alarmeret lidt længere sydpå. APOLLO som hører til i Flotille 115 Vendsyssel, var på sejlads omkring Fyn, og vinden stod på kuling, da de blev kaldt ud til en kæntret katamaran mellem Lyø og Avernakø i Det Sydfynske Øhav. Fire personer var faldet over bord og heldigvis allerede bjerget af en anden lystsejler, og nu gjaldt det om at få katamaranen slæbt i havn. Ude ved katamaranen lå en motorbåd fra Tuco Marine Group, og den havde anlagt et slæb til katamaranen. Efter et forgæves forsøg på at flytte slæbet til APOLLO endte Tuco-båden, som faktisk har en fortid i Marinehjemmeværnet, med at slæbe Katamaranen til Faaborg.

To joller i det jyske
Søndag blev to jyske fartøjer sendt ud til drivende joller, som havde vakt uro.

MHV 910 RINGEN fra Flotille 137 Aabenraa blev klokken 13.20 kaldt ud til en jolle. Da RINGEN en halv time senere varr ude ved jollen, kunne besætningen konstatere, at den drev rundt uden personer om bord. Herefter transporterede RINGEN jollen til Ballebro i Als Fjord syd for Aabenraa, hvor opgaven var afsluttet en time og 20 minutter efter alarm.

Stort set samtidig – klokken 14.20 – var den gal med en jolle igen. MHV 812 HERCULES fra Flotille 135 Kolding blev kaldt ud på en SAR (search and rescue), der drejede sig om en jolle ved Borring Vig. Jollen blev fundet på lavt vand, og herefter blev sagen overdraget til politiet. HERCULES blev fritaget for opgaven præcis en time efter alarm, og afsluttede dermed Marinehjemmeværnets fjerde opgave denne weekend.

Herunder: MHV 912 HERCULES


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring