Juletraditioner er mange ting, en af dem som Hjemmeværnet i København og resten af Sjælland føler en særlig tilknytning til er Mindelundens højtidelighed juleaften. Hjemmeværnsdistrikt Københavns Vestegn arrangerer fakkelvagt, og blomster og lys lægges på alle grave som optakt. Det er en kort men meget stemningsfuld højtidelighed. Selv om der snart ikke er flere tilbage af de frihedskæmpere der gjorde 2. verdenskrig med følger nu generationerne af børn, børnebørn og oldebørn op om dette arrangement. Fremmødet er præget af ungdom og dyb respekt for historien.
Årets taler var Johannes Møllehave, der med dynamik og medleven skildrede sine indtryk. Hjemmeværnet nedlagde en krans ved monumentet. Studentersangerne deltog som vanligt og afslutningen bar tydeligt præg af, at den nyeste generation heller ikke behøver en sangbog for at synge ”Altid frejdig når du går”.

Årets taler Johannes Møllehave Foto: B.E Hørner.
Hele Mindelunden var som altid stemningsfyldt oplyst af levende lys på gange og gravsteder samt ved mindemuren, hvilket de mange deltagere fik glæde af på vejen rundt i anlægget inden vejen gik hjem til familien for at fejre julen.
Selvom det var køligt, var der stort fremmøde.
Foto : H.G Carlsson