Topbanner

Nyhed

Massivt fremmøde til Skydeweekenden i Borris

Lige nu er vi mere end 200 heraf ca. 130 skytter – det er mange, og det er rigtig flot – SÅDAN!

24-10-2014

Kære Alle! Velkommen til Borris!

 
 Jeg håber, at alle får en rigtig god oplevelse med gode skydninger.
 Vi – det vil sige hjælperne og distriktet – har lagt mange ressourcer i arrangementet.
 For at det bliver en god oplevelse og at det hele går op i en højere enhed, kræver det at flere elementer spiller sammen, men det vigtigste set fra min side er at man -  uanset om man er hjælper elle skytte, går til det med en positiv og glad holdning, og går til arrangementet med friskhed!
 
Lige nu er vi mere end 200 heraf ca. 130 skytter – det er mange, og det er rigtig flot – SÅDAN!
Det betyder, at alle tidsplaner vil blive udfordret, når så mange skytter skal gennemføre diverse skydninger.

Så forståelse og tålmod er to gode egenskaber at tage med sig rundt i terrænet, og de kan desværre ikke bestilles ved depotet ;-)
Vejr, vind og materielnedbrud kan vi planlægge os ud af, hvorfor vi kun kan håbe det bedste.
Vi kan klæde os ordentlig på således, at vi kan klare naturens strabadser.
 
Logistikken (maden og indkvartering) er der også styr på således vi kan opretholde kampkraften.
Med disse ord ønsker jeg alle en rigtig god og udbytterig Borris Skydning!
 
JAN JOHANSEN
oberstløjtnant
Chef for Hjemmeværnsdistrikt Nordjylland
 

 

Arbejdsgruppen knokler...

Med afgang fra Nordjylland fredag morgen, ankomst til Borrislejren lige omkring frokosttid og fællesspisning i kantinen er banen kridtet op for weekendens skydninger.
 
 
Den afsluttende finish på planlægningen, herunder bl.a. status på tilmeldte skytter og hjælpere med dertilhørende omfordeling af sikkerhedspersonellet, værelsesfordeling, telefonlister, fremstilling af særskilte kort til grupperne, rotationsprogram for grupperne på de forskellige skydebaner og meget mere, finder sted i dag, således at alt – så vidt muligt - kan præsenteres og iværksættes i forhold til fremmødte deltagere denne fredag aften.
 
 Hvad der ellers støder til af ”ubekendte” faktorer, forholder arbejdsgruppen sig løbende til og håndterer i fællesskab med de uundværlige hjælpere på skydebanerne, forsynerne og vagterne. Husk at give dem alle et skulderklap for indsatsen!

 

....og det gør skydelederne også - uanset vejret!

Som det fremgår af disse billeder har skydeledere og skydehjælpere i løbet af eftermiddagen fået klargjort banerne, således at alle kan påbegynde skyd-ningerne fra morgenstunden.

Efter 3/4 års arbejde er planerne faldet på plads til endnu en skydeweekend i Borris Skydeterræn.
Det er glædeligt, at der i år er over 130 skytter tilmeldt til denne weekend. Sådan! Godt gået!
 
 Der er i år 66 hjælpere + 7 mand, som er lejrvagter til at afvikle denne skyde weekend.
I år har vi valgt ikke at bruge handlebaner, så I må nøjes med 10 baner med gruppeskydninger i dagslys og mørke.
 
Vi ser frem til, at se alle grupper møde med et stort positivt smil på munden, sløring i hovedet, græs i hjelmen og klar til at give den max gas på de enkelte baner.
 
Vejret i denne weekend kan blive vådt, men de seneste meldinger viser, at der natten igennem og frem til middag lørdag vil komme en hel del vand, men fra over middag og frem til midnat skulle det holde tæt fra oven.
 Håber på, at vejmeldingen holder!
 

 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224