Topbanner

Nyhed

1864 Den tabte krig

I et tilbageblik 150 år efter

Tekst og foto af MG Niels Henrik Olesen KOF

19-12-2014
I 150-året for den dansk-tyske krig i 1864 har krigens begivenheder, lokaliteter og personer været genstand for stor interesse fra krigsudbruddet den 1. februar til underskrivelsen af freden den 30. oktober. Krigen var både en afslutning på en epoke i dansk historie og en ny begyndelse. Ud af dens aske fødtes nationalstaten og det nye Danmark, hvori vi har vore rødder. Efter krigen i 1864 stilledes spørgsmålet, om Danmark overhovedet kunne forsvares militært. Sideløbende med denne tvivl har et stærkt folkeligt engagement lige siden været en væsentlig parameter i dansk forsvar. I det følgende skal vi se på nogle af krigens forudsætninger og konsekvenser.
 
I 2014 markeres to betydningsfulde begivenheder i Danmarkshistorien, nemlig 200-året for tabet af Norge og 150-året for opløsningen af Helstaten og tabet af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.
 
Begge begivenheder skyldtes brydninger og nyordninger i europæisk politik. De sidste årtier i 1700-tallet havde været gunstige for Danmark. Når tiden beskrives med ordet ”vindskibelig”, får man en idé om, hvad det drejede sig om. Det var år, hvor handelsflåden sejlede velstand hjem til Danmark.
To begivenheder forstyrrede imidlertid billedet, nemlig den franske revolution i 1789 og Napoleonskrigene fra århundredeskiftet og indtil Napoleons fald i år 1815.
Danmark forsøgte at holde sig neutral og at få det bedste ud af det - og helst lidt til. Det kom englænderne på tværs og førte til slaget på Reden i 1802 og ranet af vor krigsflåde i 1807. Dette modsætningsforhold tvang os til at finde forståelse hos Napoleon, som på et tidspunkt befandt sig med en stor hær lige syd for Holsten. I 1806 opløstes Det tysk-romerske Rige, som i knap tusind år havde været et fællesskab imellem de tyske lande.
Kong Frederik VI benyttede lejligheden til at inkorporere det tyske hertugdømme Holsten i Danmark. Fornøjelsen blev kun kort. Den danske konge sad ganske vist med ved bordet under Wiener-konferencen i 1815, men blev på tabernes side ikke spurgt. Det århundreder gamle fællesskab med Norge blev brudt. Som en lille trøst fik Danmark Hertugdømmet Lauenborg, på størrelse med Lolland, som sammen med Holsten og Slesvig blev en del af Helstaten indtil dens opløsning i 1864.
Ejder stenen.jpg
 Ejderstenen med indskriften: ”Ejderen – Det romerske Riges grænse”. Stenen blev opsat på Rendsborgs byport ca. 1670 under Chr. V. og nedtaget 1806, da Holsten for en kort periode blev indlemmet i den danske stat. Stenen befinder sig i dag på Tøjhusmuseet. Foto: N.H. Olesen
 
Sporene fra den franske revolution og de nye europæiske magtforhold efter Napoleonskrigene gjorde sig gældende langt op i 1800-tallet. Frihedstankerne kulminerer i året 1848 med oprør imod fyrsterne i næsten alle Europas hovedstæder – dog ikke i København, hvor kongen accepterede et konstitutionelt monarki, som dog ikke gjaldt for hertugdømmerne, hvor kongen som hertug fortsat var enevældig monark.
 
Allerede inden der var bragt klarhed over systemskiftet i København, brød der den 24. marts 1848 oprør ud i Kiel med krav om optagelse af et samlet Slesvig-Holsten i Det tyske Forbund. Frihedsrørelsen havde vokset sig stærk i visse intellektuelle kredse igennem et årti inden oprøret, som blev starten på Treårskrigen (1848-51). Preussiske tropper og kontingenter fra lande i Det tyske Forbund støttede en overgang de slesvig-hostenske oprørere, men de regerende fyrster i Europa var grundlæggende tilhængere af de bestående magtforhold, herunder opretholdelsen af den danske helstat.
Uvæsentlig var det ikke, at den slesvig-holstenske oprørshær blev slået i slaget ved Isted i Sydslesvig i 1851 i omgivelser, hvor der dengang endnu taltes dansk, skønt sindelaget ikke nødvendigvis af den grund var dansk hos alle.
Oprøret i Hertugdømmerne blev slået ned, men politisk var problemerne uløste for Danmark. I fredsaftalen med de europæiske magter, der frygtede frihedstankerne, blev det pålagt Danmark at opretholde Helstaten, således at Holsten fortsat refererede til Det tyske Forbund med den danske konge som tysk hertug, mens Slesvig havde den danske konge som regent på dansk grund. De indbyrdes forhold imellem kongeriget og hertugdømmerne måtte ikke ændres..
Siden 1849 havde kongeriget haft en fri forfatning, mens de rådgivende stænderforsamlinger i Hertugdømmerne refererede til kongen. Denne forskel var naturligvis imod tidsånden.
Efter at oprøret i Slesvig og Holsten var nedkæmpet i 1851, befandt Danmark sig i en meget vanskelig politisk situation. Igennem 1850’erne voksede de nationalliberales krav om ”Danmark til Ejderen”, hvilket indebar en adskillelse af hertugdømmerne Slesvig og Holsten imod de aftalte fredsvilkår i 1851efter krigsafslutningen. Dette forhold og den preussiske regeringsleder Otto von Bismarcks planer om samling af de tyske lande under preussisk ledelse var hovedårsagerne til krigen mellem Danmark og Preussen/Østrig i 1864.
Danmark havde dels tolket de internationale politiske konturer forkert, dels forsømt rettidigt at give sin hær på krigsfod gode vilkår. Hæren havde store brist både med hensyn til organisation, uddannelse, forsyning og ledelse.
I december 1863 blev de danske styrker trukket tilbage fra Holsten, og den 4. januar 1864 overtog overgeneral Christian de Meza kommandoen over den aktive arme foreløbig med tanke på bevogtning af grænsen mellem Hertugdømmerne langs Ejderen. Men i slutningen af januar fik de Meza ordre til at besætte Dannevirke-stillingen ved udsigten til tysk besættelse også af Slesvig. Krigen var en kendsgerning den 31. januar, da den preussiske overkommando stillede de Meza overfor det ultimatum at acceptere en tysk besættelse af Slesvig. 
 
Valdemar muren.jpg
Valdemarsmuren i Dannevirke. Foto: N.H. Olesen

Krigen kom til at vare i et halvt år med følgende hovedbegivenheder:
1. Hærens ophold ved Dannevirke fra krigens udbrud den 1. februar til dens evakuering  natten   mellem den 5. og den 6. februar
Den østrigske avantgarde opholdes ved Sankelmark syd for Flensborg den 6. februar af en dansk styrke.
2. Hæren tager opstilling i Nørrejylland nord for grænsen til Slesvig samt i Slesvig i Sundeved (Dybbøl) og på Als den 7. februar – den 8. marts.
3. Operationer i Nørrejylland og Sundeved den 8. marts – 12. maj. Dybbøl falder den 18. april, og hæren trækkes tilbage til Als. Fredericia rømmes 10 dage senere.
4. Forhandlinger i London den 20. april til den 25. juni. En deling af Slesvig kommer på tale, men Danmark holder fast ved kravet om en grænse ved Ejderen.
5. Preusserne går over Alssund, og danskerne evakuerer hæren til Fyn.
6. Fredsbetingelserne underskrives i Wien den 30. oktober. Danmark afstår Slesvig, Holsten og Lauenborg, og rigets sydgrænse kommer til at gå syd om Kolding og syd om Ribe.
 
 Kanon.jpg
Kanon i Dybbøl-skanse. Foto: N.H. Olesen

Igennem hele krigen beherskede flåden havet omkring Danmark, ligesom troppernes evakuering under vanskelige vilkår var en succes. Men hæren forholdt sig krigen igennem defensiv på alle fronter og uden at udnytte flankestillingernes muligheder på Jyllands østkyst.
De tyske styrker var bedre bevæbnede, bedre uddannede og i overtal. De danske styrker udnyttede imidlertid ikke sine muligheder. Uklare forholdsordre og usikkert politisk grundlag bidrog til at berøve hæren dens handlekraft.
Den 30. oktober 1864 blev freden underskrevet i Wien. Der var på dette tidspunkt intet at forhandle om. Danmark måtte afstå Hertugdømmerne, som siden indlemmedes i Preussen, og fra1871 endte som fjerne provinser i Det tyske Kejserrige. Krigen i 1864 blev ikke kun en skæbnetime for Den danske Helstat, men også for de slesvig-holstenere, der havde drømt om frihed og selvstændighed i ramme af et tysk forbund.
Mens tabet af Norge i 1814 fra dansk side oplevedes vemodigt efter mange århundreders fællesskab, opfattedes det af mange nordmænd som en befrielse. Dansk og norsk kulturliv var dog igennem det meste af 1800-tallet fortsat nært forbundet med hinanden. Opløsningen af Helstaten i 1864 med tabet af rene danske områder i Sønderjylland helt op til en grænse lige syd for Kolding efterlod imidlertid et nationalt traume.
 
Den overvejende danskprægede del af Slesvig blev efter afstemningen i 1920 en del af Danmark, men historien om tabet af egne, som igennem mere end 1000 år havde været knyttet til Danmark, var ikke glemt.
Derimod søgte man at glemme det forsmædelige nederlag til Preussen og Østrig i 1964. Der hvilede skam over den danske militære indsats, skønt soldaterne i felten ikke fortjente bebrejdelse for den tabte krig.
Tabet af Norge i 1814 og af Hertugdømmerne i 1864 skabte tvivl om Danmarks evne til at kunne forsvare sig militært som en selvstændig nation. Nogle mente det ikke og var af den opfattelse, at Danmark kun kunne bevare sin selvstændighed i forståelse med Tyskland. Parallelt med denne opfattelse opstod et folkeligt engagement omkring forsvarstanken, som siden har været en væsentlig faktor i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.
 
I årene efter krigen i 1864 sattes store ressourcer ind på Københavns befæstning, til dels privat finansieret. Krigen havde skabt et følelsesmæssigt modsætningsforhold til Tyskland, som kulminerede under Den tyske national-socialistiske Stat i 1930’erne og 40’erne.
Dette modsætningsforhold til Tyskland, med hvis lande Danmark historisk har haft nære forbindelser igennem tusind år, kom til at vare et århundrede, indtil demokratiske kræfter og store politiske skikkelser i tysk politik i efterkrigstiden efter  1945 skabte fornyet tillid til Tyskland som partner  i dansk og europæisk politik.
I dag - 150 år efter krigen i 1864 - er modsætningerne forvundet i kraft af det gode forhold, der har udviklet sig i nyere tid imellem Danmark og Tyskland. Dette skyldes ikke mindst det gode regionale, formaliserede samarbejde i grænselandet siden 1997 og den gensidige opfattelse af mindretallene som lige parter i de folkelige fællesskaber på begge sider af grænsen.
I København-Bonn aftalerne af 1955 sikredes mindretallenes rettigheder nord og syd for grænsen, og i 1997 etableredes et regionsfællesskab i Sønderjylland/Slesvig på en lang række punkter. I februar 2014 udtalte Slesvig-Holstens delstatspræsident Torsten Albig, at regionerne i grænseområdet i vigtige anliggender bør tale med én stemme i henholdsvis Berlin og i København. Slesvig-Holstens minister for justits, kultur og Europa-anliggender hedder Anke Spoorendonk og tilhører det danske mindretal.
 
2001 stenen.jpg
Stenen over den dansk-tyske genopførelse af en bastion i Dannevirke. Foto: N.H. Olesen
 
I det hele taget vækker det danske mindretal og det danske arbejde i Sydslesvig respekt og fylder besøgende med stolthed over at være dansk. Det politiske mål er at virke til hele samfundets bedste i en lille delstat, der kun fylder godt 3% af den tyske forbundsrepublik. Der er brug for alle kræfter i dette yderområde, som står over for store økonomiske og sociale udfordringer. På mange måder har man brug for hinanden i grænseregionerne.
150 år efter den tabte krig mødes man i grænselandet med venlighed. Modsætningsforholdet er erstattet af samarbejde, gensidig tillig og fællesskab.  
 
 
 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224