Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Kosovo

Med udgangen af juli tog en deling vel motiverede og spændte hjemmeværnssoldater af sted til Kosovo, for i tre måneder, at udføre adgangskontrol ved hovedvagten i Novo Selo lejren og udføre patruljering i lejren.

 

31-07-2023

​​

VI SES IGEN OM 3 MÅNEDER

 

Med udgangen af juli tog en deling vel motiverede og spændte hjemmeværnssoldater af sted til Kosovo, for i tre måneder, at udføre adgangskontrol ved hovedvagten i Novo Selo lejren og udføre patruljering i lejren.

Delingen, kaldet KFOR 49a, er det første af de hold, der opstilles af Hjemmeværnet, for at frigøre soldater fra Forsvaret til andre opgaver.

Delingen opstilles som sagt af Hjemmeværnet, og er primært soldater fra Landsdelsregion Vest, heraf er 9 mand fra Fyn.

Den sidste del af deres uddannelse sluttede den 13. juli, hvor oberstløjtnant Gert Knudsen, som er chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Fyn, som er lead på denne udsendelse, sendte dem af sted ved en udsendelsesparade i Nymindegab, inden de kunne holde lidt ferie forud for turen.

Alle deltagere melder sig helt klar til opgaven, og vi fik i Nymindegab en snak om bl.a. deres forventninger med et par af dem, efter paraden.

 

 

Mathias er til daglig maskingeværskytte i Motoriseret overvågnings-deling i Hjemmeværnskompagni Fyn.

Mathias har været i Hjemmeværnet i ca. 4 år og forventer, at det bliver spændende at løse en "skarp" opgave. Han tænker, at det her er "rigtig-rigtig" i forhold til de normale træningssituationer og øvelse i Hjemmeværnet. Altså som han siger, "nok lidt mere alvor bag…"

Han fortæller, at efter udtagelsen til at blive udsendt, så har der været megen god uddannelse og træning, og her på det sidste en periode med bl.a. førstehjælp, skydning og posttjeneste.

Forespurgt, hvad familien og omgangskredsen siger til, at han skal udsendes, svarer han at efter lidt usikkerhed synes familien, "at det er spændende, og de glæder sig på vores vegne".

 



​Peter er delingsfører i en bevogtningsdeling i Hjemmeværnskompagni Nordfyn.

Peter søgte ind i Hjemmeværnet for ca. 10 år siden. Han meldte sig egentlig ind, fordi han ønskede en udsendelse med de enheder, der også dengang bevogtede lejren i Kosovo. Desværre ophørte opgaven, og Peter har siden gjort frivillig tjeneste.

Nu kom chancen så igen, og han greb den med glæde.

Peter skal være gruppefører under udsendelsen, og hans forventninger er en udsendelse med rutiner og en dagligdag i uniform 24/7.

 



Maja er frivillig eskadrillechef i Roskilde.

Maja har voksne børn, og de synes, at "mor er sej".

Der er to kvinder med på dette hold, og hun er glad for, ikke at være helt alene, men betragter sig i øvrigt som "en af drengene". Der bliver ikke gjort forskel, alle er lige, når man trækker i uniformen.

Hun sætter pris på, at de tre grupper er sammensat på tværs af alder, køn, uddannelse, hjemsted m.v., for alle er ikke ens, men alle har noget at bidrage med.

 



Hærhjemmeværnsdistrikt Fyn ønsker alle soldater god vind, og en god oplevelse derude.

 



FAKTA

Hjemmeværnet skal i de kommende to år varetage bevogtningsopgaven i Novo Selo lejren i Kosovo, for at frigøre Forsvarets soldater til andre opgaver. Opgaven består i at bevogte lejren, ved at bemande hovedvagten samt udføre patruljering i lejren.

Første melding fra Forsvarsministeriet i februar lød på at opgaven indtil videre skal løses i to år, hvilket vil sige, at der skal uddannes og udsendes otte hold hjemmeværnssoldater.

 

I perioden 2011-2013 løste Hjemmeværnet tilsvarende opgave, og Fyn opstillede dengang hold 2.

 

 

​ 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring