Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Øvelse "Dronningens Vagtmester"

I perioden fra torsdag den 14 til søndag den 17 september er gennemført øvelse "Dronningens Vagtmester" i hjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland Falsters område

17-09-2017

En solrig, men blæsende torsdag i uge 37, blev hovedvagten på Flådestation Korsør sprængt. Heldigvis kun på papiret, men det betød, at Flådestationens personel blev evakueret.

Optakten til 4 dages øvelse i Hjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland Falster var givet. Øvelsen blev gennemført på tre lokationer i det vest- og sydsjællandske område – Korsør, Toksværd og i Karise.

Øvelsen havde til formål, at indøve skydning, bevogtning, adgangskontrol og indsættelse i kamp og foregik i tæt samarbejde med vores Fynske naboer – Hjemmeværnsdistrikt Fyn.

I løbet af torsdagen blev bevogtning og adgangskontrol etableret på alternativ indgang til flådestationen. Øvelsen var meget troværdig, fordi flådestationen deltog i opgaveløsningen, som en naturlig del af deres hverdag. 



Distrikt Fyn overtog som planlagt bevogtningen af Flådestationen, hvorefter vores eget personel forskød til Toksværd og Karise. I Toksværd havde distriktets personel med hjælp fra frivillige, opbygget en hel S-tog station – Toksværd. Med kørende S-tog, forretningsgade og det hele. 

S-toget kørte til og fra perron gentagne gange i løbet af weekenden. I Karise var opbygget en ankomsthal i Karise lufthavn. Meget livagtigt og flot gjort.IMG_0259.JPG

Øvelsen var bygget op efter rotationsprincippet. Et hold var på Antvorskov skydebane, et hold i Karise lufthavn og et hold på Toksværd S-togs station.

Med deltagelse af et hold frivillige statister i lufthavnen og på S-togs stationen blev hele lørdag og den halve søndag fyldt med oplevelser for deltagende hjemmeværnssoldater. Langsomt men sikkert blev situationen for øvelsestagerne mere og mere vanskelig. Statisterne var suveræne, de opførte sig fra start som ganske almindelige danskere på vej til og fra. Men langsomt blev tonen skarpere og til sidst kulminerede det hele i voldsomme hændelser og knivoverfald på de patruljerende soldater, der måtte bruge al deres energi på at bevare situationen under kontrol.

Det var suverænt, flot og gennemført arbejde.​

Fung. chef for distrikt Sydsjælland og Lolland Falster, MJ Kenneth Goos, er tilfreds med øvelsens forløb og udbytte. Han udtalte ved parade lørdag aften, at ”Nulfejls kulturen” ikke eksisterer og fortsatte ”I skal turde stå ude og eksponere jer selv og vise at I er rigtig dårlige til det her, for kun herigennem bliver I gode”, det har vi gjort på denne øvelse og det vil vi fortsætte med at gøre.  Jeg er stolt over at kunne sige, at mit distrikt er ved at være klar til at løse de skarpe opgaver”.​

Chefen for distrikt Fyn - OL Kent Mikkelsen - var glad for deres deltagelse i øvelsen, og udtalte et ønske om at udbygge det tætte samarbejde til gensidig glæde. Chefen fortsatte: ”Distrikt Fyn har lært at koordinering i operationsområdet er vigtig og er noget som vi tager med hjem fra øvelsen”.

Søndag afsluttedes øvelsen, med en flok trætte men tilfredse soldater og et stort oprydningsarbejde. Både S-togsstation og ankomsthal skal ryddes, så der ikke er et fysisk spor tilbage af øvelsen. Til gengæld efterlader øvelsen rigtigt mange læringspunkter og minder for de deltagende soldater.​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring