Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Tonni takker af

Kære Hjemmeværnssoldater
Så er det slut. Jeg er aftrådt til civil.

30-11-2016
 
De seneste godt otte år har jeg været chef for hærhjemmeværnsdistriktet med domicil på Stensved kaserne. Otte år som for altid vil være i min bevidsthed som en fantastisk tid med en masse gode, positive og humørskabende oplevelser. Otte år, hvor vi i fællesskab har skabt et af Danmarks bedste og mest innovative hjemmeværnsdistrikter. Otte år som ubestridt har været de bedste i min karriere i forsvaret og Hjemmeværnet.
I har vist og bevist at HJV kan og vil gøre en forskel i såvel ind- som udland. Nogle af jer har deltaget i Bevogtningsdelinger i Afghanistan og i Kosovo – mange af jer har støttet og deltaget i øvelser og andre aktiviteter med enheder fra forsvaret og ikke mindst har en stor del af jer deltaget i støtte til politi og beredskab med et engagement og en professionalisme, jeg har været meget stolt af.
Og så er der alle vores egne aktiviteter. Her tænker jeg ikke mindst på vores distriktsøvelser Sikker Solskin og Svend Gønge og vores skydeperioder i Jægerspris, i Borris og i Ravlunda i Sverige samt Landsøvelsen i sommer, hvor vi viste, at vi både kan være professionelle soldater og hygge os, når vi er sammen.
Tak for jeres stort anlagte afskedsparade i fredags. Tak fordi I alle mødte op og var med til at ”skyde mig ud af forsvaret” og ikke mindst tak til musikkorpset (og Max) for ”Schumann March”, der blev dedikeret til mig. Både min kone Ella og jeg vil mindes denne ”event” med glæde og stolthed. Det betyder meget for mig, at I valgte at tage afsked med mig med denne parade.
Jeg er sikker på, at I også i fremtiden vil bidrage positivt til, at HDSLF fortsat markerer sig positivt og normsættende under en ny chef, når han eller hun bliver udpeget.
Tak for mange gode timer – jeg kommer til at savne jer – på godt og ondt.
Pas god på vores Hjemmeværn.
Glædelig Jul og Godt Nytår
Tonni
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring