Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

4. maj ved mindestenene på Buderupholmvej
​Kransenedlæggelse ved mindestenene på Buderupholmvej ved Skørping

4 maj 2016

Hjemmeværnskompagni Rebild går den 4. maj - traditionen tro - en tur ud til mindestenene på Buderupholmvej i Skørping, for at mindes Danmarks befrielse.

16-04-2016

Hjælp kompagniet med at mindes....

I respekt for de faldne under 2. verdenskrig, og for at mindes befrielsen, går Hjemmeværnskompagni Rebild igen i år med fanerne forrest, ud til mindestenene på Buderupholmvej, og lægger en krans. Alle der har lyst, er velkomne til at følge efter, og deltage i mindehøjtideligheden ved stenene. Vi starter ved kulturstationen klokken 19, og går - efter ceremonien - tilbage til kulturstationen, hvor kompagniet giver kaffe og kage, der tændes lys i vinduerne, og vi hører frihedsbudskabet klokken 20.36.​

 

4. maj 1945 

Om aftenen d. 4. maj 1945 skete det, som mange danskere havde ventet på siden 9. april 1940. Nyheden om, at de tyske tropper i Danmark overgav sig, indløb. Danmark blev efter fem års besættelse igen et frit land.

Meddelelsen lød om aftenen den 4. maj i 20.30-udsendelsen fra London 6 minutter inde i udsendelsen.
 
Udsendelsen var allerede gået i gang, da der var en, der kom løbende ind med et stykke papir med frihedsbudskabet.

Mange mennesker fik meddelelsen ved at lytte til radioen fra London illegalt.
Da nyheden kom, løb de ud på gaden i en glædesrus, og alle omfavnede hinanden.
For rigtig mange mennesker var befrielsesdagen dengang den hidtil glædeligste dag i deres liv.
 
Budskabet fra radioen lød cirka:
"her er London, her er London ......I dette øjeblik meddeles det fra general Montgomery, at de tyske tropper i Holland, Nord-vest-tyskland og Danmark, har overgivet sig....."
… og så spillede man "Kong Christian stod ved højen mast i røg og damp". Du kan høre hele frihedsbudskabet hér.
 
For at vise sin glæde over befrielsen satte man lys i vinduerne om aftenen den 4. maj. En tradition som rigtig mange stadig holder i live.
 

Mindestenene og træfningen ved Hollandshus.

Stenene er sat for frihedskæmperne Niels Erik Vangsted og Poul Edvin Kjær Sørensen, som begge måtte lade livet i forbindelse med træfningen ved Hollandshus den 18. august 1943.

Træfningen var den første, hvor danske modstandsfolk kom i åben kamp med regulære tyske tropper. En faldt, og en blev taget til fange. De øvrige danskere undslap. Niels Erik Vangsted blev dræbt ved træfningen, men Poul Edvin Kjær Sørensen blev taget til fange, og som den første i modstandskampen blev dødsdømt.

Begravelsen af Niels Erik Vangsted  førte til voldsomme demonstrationer i Aalborg - og de skulle vise sig at blive en medvirkende årsag til den danske regerings brud med besættelsesmagten.

Læs mere om frihedskampen i og omkring Rold skov.

På dette kort kan du se de vigtigste knudepunkter i Rold Skov fra 2. verdenskrig.

Uanset om du er til geocaching eller ej, så er denne side værd at besøge - Og kaster du dig ud i geocaching, vil du kunne følge en meget spændende tur rundt i Rold Skov og omegn!

På denne side kan du se, hvor du kan købe bogen/hæftet "Træfningen ved Hollandshus".

Fakta

Vidste du, at ... 79 mennesker i perioden 1945-50 blev dømt til døden? Af dem blev "kun" 46 rent faktisk slået ihjel. Dødsstraffen var ellers blevet afskaffet ved lov i 1930, og den sidste henrettelse foretaget helt tilbage i 1892.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring