Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Hjemmeværnet hylder faldne modstandsfolk

D. 4. maj var Hjemmeværnet med til at markere aftenen for Danmarks befrielse og minde de modstandsfolk, der faldt i kampen mod den tyske besættelse.

07-05-2018


”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig”.

Sådan lød det i de danske radioer landet over aftenen d. 4. maj for 73 år siden. De samme ord blev fredag aften spillet for de fremmødte på Skæring Hede, udenfor Aarhus, hvor Hjemmeværnet deltog i en ceremoni, der markerede befrielsen og de faldne modstandsfolk.

Hjemmeværnssoldaterne havde pudset støvlerne og trukket i hvide handsker, da de med en fane førte an i en kolonne af soldaterforeninger under ceremonien. Hjemmeværnet deltager hvert år i arrangementet på Skæring Hede, og for fanebærer Karsten Thomsen er det en god måde at hylde dem, der betalte den ultimative pris under den tyske besættelse:

”De er vigtige at hylde, fordi de ikke må gå i glemmebogen. Vi skal ikke glemme, hvad der skete i verden under krigen,” siger han.






Til minde for de faldne

På Skæring Hede står i dag fem unge egetræer og en stor mindesten, der fredag aften var centrum for musik og taler. Tilbage i 1943 var området en militær skydebane. Efter en række jernbanesabotager havde det tyske politi, Gestapo, intensiveret deres jagt på danske modstandskæmpere. Undervejs arresterede Gestapo fem unge mænd. En december aften blev de henrettet ved skydning på Skæring Hede.

De fem modstandsfolk var blandt de første danskere, der blev dømt til døden af tyskerne under besættelsen. Yderligere 108 danskere blev henrettet mellem 1943-45.

Fredag eftermiddag blev flere af dem blev mindet, da Hjemmeværnet viste fanen frem og lagde blomster ved mindesmærker på Vestre Kirkegård og 4. maj kollegiet i Aarhus.







Forberedelse op til dagen

At kunne svinge sablen korrekt, gå i takt og løfte fanen på de rigtige tidspunkter til en ceremoni kræver forberedelse. Forud for dagen havde ledende cermonielmester, Kaj Fontain, sørget for det praktiske ved blandt andet at bestille biler og tage kontakt til de frivillige. Den ceremonielle gruppe af hjemmeværnssoldater bestod af 11 frivillige fra forskellige kompagnier i Aarhus.

Nogle af dem har været medlem af Hjemmeværnet i mange år, mens andre først er kommet til for nyligt. Fredag eftermiddag mødtes de for at pudse kommandoerne af, og for Karsten Thomsen var det første gang, han skulle være fanebærer:

”Det er da lidt nervepirrende. Normalt skal man bare huske ret, rør og gå, men nu skal man også lige huske fanen,” siger han.

Alt gik dog, som det skulle, og dagens tre arrangementer var en succes ifølge ledende cermonielmester, Kaj Fontain.

”Det er gået rigtig godt i dag. Vi har haft to ekstra mænd til at bytte ud med og finde ud af, hvordan tingene skal fungere fremadrettet,” siger han.







Hvis du vil vide mere

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring