Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Nyt magasin er udkommet

Hjemmeværnets nye magasin samler op på fejringen af vores 75-års jubilæum i København og stiller samtidig skarpt på de mange nye opgaver, som vores soldater i Danmarks frivillige styrke løser i kølvandet på en mere usikker verden.

24-05-2024

​​​

2024 er jubilæumsår i Hjemmeværnet. Det ses også i det nye magasin, hvor vi bringer en fyldig reportage fra den første store fejring af 75-års jubilæet i København 3. april, hvor Hendes Majestæt Dronningen deltog. 

I jubilæumsåret har vi også lanceret en ny imagekampagne, som skal gøre befolkningen klogere på ”Danmarks frivillige styrke.” 


Militære opgaver i vækst 
I vores tema stiller vi skarpt på vores militære opgaver, som er vokset i omfang og bredde i kølvandet på den aktuelle sikkerhedspolitiske situation. Det gælder både nationalt og internationalt.

Frivillige soldater fra Flyverhjemmeværnet er eksempelvis med til at løfte vigtige bevogtningsopgaver i Kosovo sammen med andre ”grønne” soldater på KFOR-missionen. Fra deres fly er de også med til at patruljere Europas ydre grænser. Bliv klogere på værnets internationale profil i magasinet. 


I Marinehjemmeværnet mærker de også de nye vinde i en usikker verden. De frivillige marinere bliver bedt om at gennemføre flere såkaldte ”skyggeoperationer” af fremmede statsskibe i dansk farvand, hvor opgaven går ud på at holde et vågent øje med skibstrafikken særligt i Storebælt og Øresund. 


Og så har Marinehjemmeværnet mærket en voldsom vækst i HNS-opgaver, hvilket har sat især værnets skarpe Maritime-Force Protection enheder under pres. Samlet set betyder det, at værnet har stort fokus på at udvikle de frivillige marineres sømilitære kompetencer, fordi disse kompetencer er så efterspurgte. 


​Vi har også talt med tre unge frivillige fra Flyverhjemmeværnet, der fortæller, hvad der motiverer dem til en aktiv fritid i Danmarks frivillige styrke.

Så det nye magasin er spækket med gode historier, der fortæller dig, hvad der aktuelt rører sig i Hjemmeværnet. Hvis du gerne vil have magasinet ​tilsendt i fysisk form, send da en mail til: 
hjv-magasinet@hjv.dk 


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring