Danmarks besættelse og modstandskampen under 2. Verdenskrig
Danmark besættes
2. Verdenskrig brød ud i september 1939. Den 9. april 1940 angreb Tyskland Danmark over grænsen samt ved landgange på Fyn og Sjælland. Det medførte en række kortvarige kampe både i Sønderjylland og på Sjælland med flere dræbte og sårede. Den danske regering besluttede hurtigt at indstille modstanden, og fra politisk side valgte man en samarbejdspolitik over for besættelsesmagten.
Modstandskampen
Modstanden mod både samarbejdspolitikken og besættelsesmagten voksede sig i sensommeren 1943 så stærk, at modstandskræfterne kunne fremtvinge samarbejdsregeringens fald.
Indtil slutningen af 1943 omfattede modstandsbevægelsen primært bladgrupper, rutegrupper, modtagegrupper og sabotagegrupper. Generelt var der tale om små grupper, der handlede relativt selvstændigt.
Herefter begyndte en samling af modstandsarbejdet under Frihedsrådet. Man begyndte at opbygge en regional organisation og militærgrupper på ordre fra London. Militærgrupperne skulle være bevæbnede og trænede, men i venteposition. De skulle gribe ind i kampen ved en mulig allieret invasion på dansk område.
Besættelses sidste år blev lange og hårde. Men besættelsesårene gav erfaringer og skabte grundlaget for en frivillig indsats som en vigtig del af dansk forsvar.
Aldrig mere 9. april
I kølvandet på Danmarks befrielse den 4. maj 1945 blev modstandsbevægelsen omdannet til et hjemmeværn.
Allerede i 1946 myldrede det frem med hjemmeværnsforeninger, der hurtigt nåede over 50.000 medlemmer.
I foråret 1948 kom hjemmeværnsforeningerne i politisk søgelys fra to sider: Dels var de kommunistiske gruppers våben en kilde til bekymring. Dels var det oplagt at udnytte det høje beredskab, som hjemmeværnsfolkene udgjorde. I sommeren 1948 blev der vedtaget en lov om et statsligt hjemmeværn, som skulle udgøre en del af det fremtidige forsvar.
Hjemmeværnet blev officielt oprettet den 1. april 1949.
