Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​I anledningen af Hjemmeværnets fødselsdag har chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly, i dag lagt en krans ved Monumentet på Kastellet. Foto: Peter Revald  

Hjemmeværnet fylder 73 år

I dag, 1. april, er det Hjemmeværnets fødselsdag, som bliver markeret med kranselægning i Mindelunden og på Kastellet i København.

31-03-2022

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Af Charlotte Baun Senholt

 

Der er gået 73 år siden, det statslige hjemmeværn blev en realitet den 1. april 1949. I kølvandet på besættelsen af Danmark sluttede omkring 30.000 danskere sig dengang til det frivillige forsvar rundt omkring i hele landet. Det var et synligt udtryk for forsvarsvilje, og opbakningen til Hjemmeværnet voksede støt op gennem koldkrigsårene.

Selv om vi nu fylder 73 år, så er forsvarsviljen fortsat intakt hos vores frivillige soldater, og vi har oppakningen fyldt med erfaring, kompetencer og en historie,​​​​​​ som gør os særdeles relevante også i dag.

Hjemmeværnet markerer blandt andet fødselsdagen i Mindelunden og på Kastellet i København. Begge steder lægger Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly, en krans. Et fanekommando fra Rosenborgkompagniet deltager desuden i ceremonierne. Nederst kan du også se kommitteret Søren Gades hilsen til de frivillige i anledningen af fødselsdagen. 

”Det er vigtigt at mindes vores historie og alle dem, der har bidraget til den gennem årene. Viljen til at forsvare sit land og i øvrigt støtte samfundet, når der er behov for det, er helt central for Hjemmeværnet. Udviklingen i verden, herunder især krigen i Ukraine, har vist, at der både i dag og i fremtiden vil være behov for Hjemmeværnet,” siger chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly.

En vigtig tradition at holde fast i​​​​


 Der blev også lagt en krans i Mindelunden. 

Chefen for Hjemmeværnet lægger stor vægt på at højtideligholde mærkedagen med kranselægningerne, som blev startet for ti år siden.

Traditionen symboliserer respekt for og synlig anerkendelse af såvel den indsats, der blev ydet under modstandskampen fra 1940 – 1945, som af de titusindvis af mennesker, der siden oprettelsen for 73 år siden frivilligt er stillet op for Hjemmeværnet til utallige opgaver både i og uden for Danmark.

 Se flere billeder fra Hjemmeværnets historie på Facebook​


 


 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring