Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Den danske kampbataljon får friskt materiel sendt over fra Køge Havn.

Hjemmeværnet er med til at udskibe militært materiel til Letland

Hjemmeværnet støtter i denne uge Forsvaret med at sende militært materiel til Letland. Det sker som led i, at et nyt hold soldater skal til Letland for at være med til at sikre NATO's tilstedeværelse i Baltikum.

28-10-2022

Militære køretøjer og materiel har denne uge været samlet på Køge Havn. Herfra bliver det sejlet til Letland til Forsvarets hold 2, som indgår som en del af NATO’s forsvarsplaner.


Hjemmeværnet har hele ugen bevogtet Forsvarets materiel på et område af Køge Havn, der er gjort til midlertidigt militært område. Bevogtningen er både sket fra kajen og i havnebassinet af soldater fra Hærhjemmeværnet og Marinehjemmeværnet.

Det er en såkaldt skarp indsættelse, og dem har der været flere af i de senere år.

"Opgaverne bliver mere seriøse, og derfor bliver soldaterne også mere dedikerede. Som her, hvor vi står en skarp opgave. Det er jo ikke så mange skarpe opgaver, mit kompagni har været på. Men det gør jo, at soldaterne begynder at tænke over, om den erfaring og uddannelse, de har, er nok til at komme med på opgaven. Så de kan også blive motiveret til at dygtiggøre sig," siger Signe Kirkebjerg Nielsen.


​Hun er soldat i Hjemmeværnskompagni Holbæk og har været med i Hjemmeværnet siden 2015. På Køge Havn har hun i denne omgang vagter à seks timer til at bevogte og at være på beredskab. Det er en opgave, som i høj grad sætter hendes soldatervirke i relief. 

“Vi er på en opgave, hvor vi passer på noget inde bagved og lige så meget dem, der er derinde. For mig er den opgave også et forpligtende fællesskab, og i forhold til min bevogtningsuddannelse er det klart, at mine militære færdigheder kommer i spil,” siger Signe Kirkebjerg Nielsen.


Det er langt fra første gang, at Hjemmeværnet løser bevogtningsopgaver af denne karakter og i rammen af Host Nation Support.  Hjemmeværnet har tidligere i år løst lignende opgaver på Esbjerg, Køge og Fredericia Havn.

Omkring 800 danske soldater flyver i disse dage også fra Karup og Roskilde mod Letland. Her skal de som Hold 2 afløse soldaterne i den danske kampbataljon, der som en del af NATOs forsvarsplaner har været indsat i det baltiske land siden maj 2022.  

Det kan du læse mere om her

 Seneste nyheder

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring