Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Torsten Schack Pedersen (V) (foto: Søren Højager)

Hjemmeværnet har et stærkt DNA

Hjemmeværnet viser her i 75-året for dets grundlæggelse, at det fortsat har en stor og vigtig opgave i forsvaret af Danmark. Det siger Torsten Schack Pedersen, der nu afgår som kommitteret for Hjemmeværnet.

08-01-2024




​Alle Hjemmeværnets frivillige og fastansatte fortjener stor anerkendelse og tak for deres indsats. Det siger Torsten Schack Pedersen (V), der fra årsskiftet overdrager opgaven som Den Kommitterede for Hjemmeværnet for at hellige sig hvervet som sit partis nye politiske ordfører. ​

Der ligger noget helt særligt i kernen af Hjemmeværnet, som giver det styrke og livskraft, siger Torsten Schack Pedersen, afgående kommitteret for Hjemmeværnet.
 
"Hjemmeværnets har rod helt tilbage i modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig. Det er et DNA, som giver Hjemmeværnet en utrolig styrke, og det har Hjemmeværnet vist siden da. År efter år har hjemmeværnssoldater i alle dele af landet givet tid og hjerteblod til fællesskabet. Som kommitteret i 2023 har jeg oplevet, hvordan hjemmeværnssoldater løser den ene vigtige opgave efter den anden. Lige meget om det er nat eller dag, om det er hjælp til Forsvaret eller med støtte til politi og beredskab ved ulykker eller uvejr. Tag nu også blot Hjemmeværnets støtte under snestormen her lige efter nytår som eksempel. Hjemmeværnet kommer, når der bliver kaldt," siger Torsten. 

Depechen gives videre
Torsten er tryg ved at give depechen videre til sin efterfølger på posten som kommitteret. 

"Jeg har været utroligt glad for og beæret over at få lov at være kommitteret for Hjemmeværnet, ikke mindst i denne tid. Krigen i Ukraine sætter Danmarks sikkerhedspolitiske situation i et helt nyt lys. Vi er nødt til at tænke forsvar og sikkerhed ind i de politiske beslutninger på en anden måde end før,” siger Torsten. 

Torsten nævner i den forbindelse Hjemmeværnets støtte til internationale aktiviteter, konkret med uddannelse af ukrainske soldater og med bevogtningsopgaven ved den danske lejr i Kosovo. 

Politisk er der stor bevågenhed om Forsvaret, herunder Hjemmeværnet. 

”Med den historisk vigtige forsvarsaftale fra sommeren 2023 styrker vi Forsvaret, og Hjemmeværnet indgår i de centrale dele af aftalen. Nu kommer der snart en ny kommitteret for Hjemmeværnet, og dermed bekræftes den folkelige kontrakt med Hjemmeværnet på ny. Det er godt, og sådan skal det være," siger Torsten. 

Et jubilæumsår
2024 er jubilæumsår for Hjemmeværnet, som blev oprettet den 1. april 1949. 75 år er gået siden da, og Hjemmeværnet har i alle årene løbende tilpasset sig de opgaver, man er blevet pålagt.  

"I årene nu og fremefter er det en strategisk vigtig opgave at styrke tilgangen af nye frivillige soldater til Hjemmeværnet. Et stort flertal af danskerne synes, at Hjemmeværnet er en tillidsvækkende organisation, der løser samfundsmæssigt vigtige opgaver. Det næste naturlige skridt vil være, at man melder sig ind i Hjemmeværnet og bliver aktiv frivillig soldat. Den rekrutteringsopgave arbejder Hjemmeværnet hver dag på at løse," siger Torsten.

Når man er aktiv i Hjemmeværnet, giver man noget til samfundet, men man får også så meget mere igen: Fællesskab med gode kammerater, spændende og udfordrende opgaver, mulighed for masser af uddannelse og fysisk træning.  

"Hver gang jeg som kommitteret har været rundt på besøg i Hjemmeværnet, har jeg været imponeret over den beredvillighed og energi, som de frivillige soldater udstråler. Jeg håber, at mange flere danskere vil beslutte sig for at blive aktive soldater i Hjemmeværnet. Vi skal passe godt på Hjemmeværnet, for Hjemmeværnet passer godt på os alle sammen," siger Torsten. 

 
Faktaboks
  • Hjemmeværnet er en frivillig militær beredskabsorganisation, der yder støtte til Forsvaret, politi og beredskab i fred, krise og krig. 
  • Hjemmeværnet består af Hærhjemmeværn, Marinehjemmeværn og Flyverhjemmeværn og er til stede overalt i landet med kompagnier, flotiller og eskadriller. 

 


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring