Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Instruktør fra SSR omgivet af maliske soldater i starten af træningsforløbet. Foto: SSR

Hjemmeværnets specialenhed, SSR, træner antiterrorenhed i Mali


Hjemmeværnets nationale specialenhed, SSR, er netop hjemvendt fra tre ugers intensiv træning af en antiterrorenhed fra Malis Nationalgarde. En succesfuld opgave, hvor Frømandskorpset har været en vigtig samarbejdspartner for SSRs instruktører.

10-07-2019

​​​​​​

​Af Frank Rasmussen, Hjemmeværnskommandoen

En lang række af sortklædte, bevæbnede soldater maser sig frem mod den snævre døråbning i den lyserøde bygning. De maliske soldater er på en skarp øvelse, hvor de skal indtage bygningen og afsøge den for eventuelle gidsler. Midt i rækken anes en hvid mand i grøn uniform, og hans placering er ikke tilfældig, for han er en af de danske instruktører, der har ansvaret for, at øvelsen forløber, som den skal.

Hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni (SSR) har i tre uger i juni været i den vestafrikanske republik Mali for at træne den maliske Nationalgardes antiterrorenhed Force Antiterrorist (FORSAT) i rumkamp og gidselbefrielse. Ydermere har menneskerettigheder, sanitetstjeneste og operationsplanlægning været på skemaet for de 30 maliske soldater i FORSAT.
 
SSR har forberedt sig intensivt for at kunne træne de maliske soldater, der i forvejen besidder et højt niveau. 

”Træningen startede med en forudsætningskontrol af enheden, og ud fra det, vi så, tilpassede vi niveauet af undervisningen og arbejdede videre med taktikken og principperne. Inden vi kom ned til Mali, havde instruktører fra den franske infanteriskole gennemført et tre ugers forløb for dem, og det var ud fra uddannelseskontrollen, at vi lagde niveauet for den videre undervisning,” siger chefen for SSR, kaptajn Morten Rask.


Instruktør Carsten fra SSR demonstrerer hvordan man trænger ind i et rum. ​Foto: SSR

”Meget bevidst om, hvordan jeg sender et budskab”
Den danske tilgang til at instruere styrken i meget specialiserede discipliner skulle FORSATs soldater dog gradvist vænne sig til.

”De var meget tilbageholdende i den første uge. De kunne for eksempel ikke finde på at sige, at deres træthed skyldtes manglende morgenmad, for de ville ikke skuffe os eller tabe ansigt. Men lidt efter lidt åbnede de op, for de kunne mærke, at vi rigtig gerne ville have dem til at spørge ind til de ting, vi lærte dem. For hvis de forstod det, vi lærte dem, kunne de også bedre arbejde med det. Vi skulle altså ikke spørge på en måde, så de kun havde én mulighed for at svare. Vi skulle i stedet spørge mere direkte, og efterhånden kom der mange flere spørgsmål og dialog i processen,” siger instruktøren Carsten fra SSR.

Carsten er manden midt i rækken af de maliske soldater, og han har forberedt sig nøje på at træne de lokale soldater. For det er et møde med en anden kultur og en mere rå tilgang til karakteren af opgaverne. 

”I Mali har vi været fokuserede på, hvordan vi motiverede, og hvordan vi sendte et budskab. Frem for en masse teori om rumkamp, lagde vi vægt på praktik, praktik og mere praktik,” siger Carsten.

Og netop de skærpede kompetencer hos SSR-soldaterne i verdens brændpunkter, er med til at sikre et højere niveau i træningen hjemme på dansk grund. 

”Hvis man altid underviser mennesker med samme baggrund som herhjemme, så er der nogle metoder, som bliver automatiske, og så kan det blive meget forudsigeligt. Når man er udenlands og har med andre kulturer og folk at gøre, så bliver ens fokus skærpet, og min evne til at lære fra mig er helt klart blevet skærpet, og jeg er blevet meget mere bevidst om, hvordan jeg sender et budskab,” siger Carsten.


Chefen for Landsdelsregion Øst, oberst Lennie Fredskov overrækker diplomer til soldaterne fra FORSAT som afslutning på træningen. Foto: SSR

Debutsam​arbejde mellem SSR og Frømandskorpset
Soldater fra SSR har været på internationale opgaver tidligere, men det er første gang, at Frømandskorpset har støttet i opgaveløsningen.

”Selvom Frømandskorpset stillede teamleader og chefinstruktør til rådighed, var en af opgaverne også at underbygge SSRs evne til at løse den slags opgaver, så SSR fremadrettet selvstændigt kan løse tilsvarende opgaver. Dermed var denne opgave unik på mange områder,” siger chefen for SSR, Morten Rask, og fortsætter:

”Det er vigtigt, at SSR selvstændigt kan gennemføre kapacitetsopbygning og dermed på sigt også støtte i Military Assistance-opgaver, hvor man er endnu mere sammentømret med enheden, man træner. En afledt effekt af denne evne er også, at SSR kan støtte Specialoperationskommandoen i lignende opgaver i fremtiden, herunder naturligvis både Jægerkorpset og Frømandskorpset.”

Og netop SSRs struktur med frivillige soldater gør enheden velegnet til opgaver som den, der blev løst i Mali. 

”Vores frivillighed og civile baggrund er vores kendetegn og styrke. Det giver værdi, når vi er afsted. Vi er i stand til at tilpasse os til de forhold, der er, og nogle af vores løsninger bliver taget fra vores civile liv. At respektere et andet menneske for det, han er, og ikke fordi, jeg siger, at han skal gøre det, tror jeg helt klart har stor værdi. Når det er sagt, så har både Frømandskorpset og SSR haft den samme tilgang, for vi har været i Mali for de maliske soldaters skyld og i respekt for deres ønske om få så meget træning og læring som muligt,” siger Carsten.


Teoretisk gennemgang af hvordan et hus skal afsøges for modstandere og civile. Foto: SSR

Mali er første skridt på vejen 
Opgaven i Mali blev løst i koordination med Forsvarsministeriet og den interministerielle Freds- og Stabiliseringsfond. Og ifølge Morten Rask er det meget sandsynligt, at opgaven i Mali blot er første skridt på vejen mod nye internationale opgaver for SSR.

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi fremover vil se mange flere opgaver, hvor Danmark med rimelig få midler kan være med til at opbygge kapaciteter og undervise i risikoområder, hvor de enkelte lande endnu ikke har kapaciteten og viden til at håndtere den stigende trussel og fundamentalisme, som langsomt, men sikkert vinder frem,” siger Morten Rask.

Major Thomas Eddelien, som har været øverste ansvarlige for Hjemmeværnets stabiliseringsindsats-opgave i Mali, er enig med Morten Rask og supplerer:

”Denne opgavetype giver god mening på en lang række områder, idet det grundlæggende er bedre at uddanne lokale sikkerhedsstyrker til at sørge for sikkerheden, end det er at udsende danske og andre vestlige militære enheder, når først et lands sikkerhedsstruktur er kollapset. Det er grundlæggende bedre at forebygge end at helbrede, for nu at bruge en metafor fra sundhedsvæsnet.”


FORSAT enhedens logo.​


FAKTA: 

  • Den maliske Nationalgardes FORSAT-enhed har til opgave at løse antiterror-opgaver blandt andet i hovedstaden Bamako, hvor det er nødvendigt at tage hensyn til civilbefolkningen (non-kombattanter). 
  • Hjemmeværnskommandoen har som et led i stabiliseringsindsatsen i Mali besluttet at anvende instruktører fra SSR til at træne soldaterne fra Malis Nationalgarde. 
  • SSR har tidligere støttet løsningen af Forsvarets internationale opgaver i blandt andet Irak og Afghanistan. Det er første gang, at Frømandskorpset træner soldater fra SSR i løsning af kapacitetsopbygningsopgaver.
  • Som Hjemmeværnets nationale specialenhed skal SSR støtte løsningen af Hjemmeværnets nationale og internationale opgaver, og herunder også kunne støtte Forsvarets specialoperationsstyrker. 
  • Læs mere om SSR.​



Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg - Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224