Siden Malik gik i land langs den jyske vestkyst lørdag eftermiddag, har Hjemmeværnet været travlt optaget med at rydde veje for væltede træer og vildfarne genstande, bevogte stilladser, som politiet frygtede ville styrte sammen, og endelig imødegå risikoen for oversvømmelser.

Politiet bad mange steder i landet Hjemmeværnet om at holde vejene åbne. Fotoet er fra Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland.
At den stride storm ikke var helt ufarlig, vidner politiets døgnrapporter om.
En ældre kvinde blev dræbt på Fyn i en ulykke relateret til stormen, og en lille håndfuld nordsjællandske borgere måtte en tur på skadestuen efter at være blevet ramt af løse genstande, ligesom to bilister ramte nogle væltede træer i Nordsjælland.
Ifølge Ritzau var der søndag aften anmeldt 2250 anmeldelser om stormskader i hele landet, og DMI melder mandag eftermiddag, at vandet nu er ved at trække sig tilbage.