Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Nicolai Abildgaard (tv.) overtager posten som chef for Det Bornholmske Hjemmeværn fra Holger Fuglsang-Damgaard (th.)  der går på pension.

Ny militær chef på Bornholm

Oberstløjtnant Nicolai Abildgaard tiltræder den 1. september som chef for Det Bornholmske Hjemmeværn. Han bliver samtidig garnisonskommandant på Bornholm og militær koordinator for erhvervssamarbejdet InterForce på Bornholm.

20-05-2020

​​​​​Af Morten Lykkeberg, Landsdelsregion Øst

Nicolai Abildgaard er ikke ukendt på Bornholm. I dag er han chef for III Opklaringsbataljon på Bornholm.


"Jeg er glad for at bo på Bornholm og min familie er faldet godt til. Nu har jeg så muligheden for at få nye udfordringer på Bornholm. Det glæder jeg mig til," siger den nye chef for Det Bornholmske Hjemmeværn, oberstløjtnant Nicolai Abildgaard.

 

Chefen for Landsdelsregion Øst i Hjemmeværnet, oberst Peer Sander Rouff glæder sig til samarbejdet med Nicolai Abildgaard.


"Oberstløjtnant Nicolai Abildgaard er en dygtig chef med en skarp operativ profil og solid erfaring fra nationale og internationale stillinger inklusive flere udsendelser i international tjeneste. Nicolai har i kraft af sin families bopæl på Bornholm et godt kendskab til Det Bornholmske Hjemmeværn og et indgående kendskab til Bornholms unikke kultur og befolkning, og i kraft af sine stærke relationelle kompetencer får Det Bornholmske Hjemmeværn en stærk chef, der er garant for et konstruktivt samarbejde med de sektoransvarlige myndigheder på øen og distriktets engagerede frivillige soldater samt ansatte soldater og civile medarbejdere," fortæller oberst Peer Sander Rouff.

 

Stillingen som chef for Det Bornholmske Hjemmeværn er speciel. I resten af landet er man udelukkende chef for Hærhjemmeværnet, mens Marinehjemmeværnet og Flyverhjemmeværnet har særskilte chefer. På Bornholm er Hjemmeværnet værnsfælles. Her bliver Nicolai Abildgaard altså chef for alle tre værnsgrene på Bornholm.

 

Oberstløjtnant Nicolai Abildgaard bliver samtidig garnisonskommandant på Bornholm og militær koordinator for erhvervssamarbejdet Interforce på Bornholm.

 

Vigtig i samarbejdet på Bornholm

Chefen for Det Bornholmske Hjemmeværn er også ansvarlig for en stor del af støtten fra Forsvaret til det bornholmske samfund. Hjemmeværnet er derfor en del af den lokale beredskabsstab (LBS), som træder sammen i særlige situationer.


"Jeg har som Chef for Opklaringsbataljonen i forvejen arbejdet meget sammen med de civile myndigheder på Bornholm. Jeg glæder mig til at få en endnu tættere samarbejdsrelation og sikre et fortsat godt samarbejde med beredskabet på Bornholm," fortæller Nicolai.

 

Ser frem samarbejdet med de frivillige

Nicolai Abildgaard ser frem til samarbejdet med de frivillige. Nicolai har gennem livet både engageret sig i forskellige foreningsaktiviteter som f.eks. spejder og jagt, ligesom han har været aktiv omkring børnenes skole.


"Jeg oplever, at de frivillige i Det Bornholmske Hjemmeværn er meget engagerede og villige til at stille op, når der bliver kaldt på dem. Jeg oplever også de leverer en god kvalitet, specielt når man tænker at det er frivillige der stiller op. Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med de mange frivillige, som er rygraden i Hjemmeværnet på Bornholm," slutter Nicolai Abildgaard.

 

Stillingen som chef for det Bornholmske Hjemmeværn bliver ledig i forbindelse med, at den nuværende chef Holger Fuglsang-Damgaard går på pension.

 

Det Bornholmske Hjemmeværn er en militær beredskabsorganisation, der frivilligt stiller op for at støtte Forsvar, Politi, beredskabet og samfundet i fred, krise og krig.

Nicolai Abildgaards militære CV

2016-2020 Chef for III Opklaringsbaljonen, Bornholm
2019 Udsendt til Irak, Senior National Officer, OIR-Missionen
2014-2016 Teamleder for NATOs næstkommanderende, Belgien
2014 Operationsplanlægger og projektleder, Forsvarskommandoen
2012-2013 Udsendt til Afghanistan, Senior National Officer, Helman
2009-2012 Dansk repræsentant ved det britiske militære hovedkvarter
2008-2009 Britisk generalstabskursus, herunder masteruddannelse i forsvarsstudier og strategisk ledelse.
2007-2008 Lærer på officersskolen i taktik, Frederiksberg Slot
2007 Chef i Afghanistan for operationer, Kabul
2006-2007 Sagsbehandler, Forsvarskommandoen
2006-2007 Chef for kampvognseskadron, Holstebro
2004 Officersskolen på Frederiksberg
2002-2003 Leder af Dragonregimentets internationale kontor
2000-2002 Kampvognsdelingsfører inkl. udsendelse til Balkan.
1997-2000 Officersskolen på Frederiksberg
​1994-1997 Infanteridelingsfører, udsendt til Balkan
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring