Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Dagens tronskifte i hovedstaden blev en sand folkefest, hvor Hjemmeværnet stillede med både vajende faner, æreskommando og støttede politiet. ​ 

Stolte soldater stod klar til at markere historisk tronskifte

Dagens tronskifte fra H.M. Dronning Margrethe til H.M. Kong Frederik 10. blev en både festlig, bevæget og stor historisk begivenhed, hvor Hjemmeværnet bidrog med æreskommando, et stort antal hjemmeværnsfaner i en flot faneborg og også støttede politiet.

14-01-2024

​​​​

Af Thomas Tim Jensen og Charlotte Baun Senholt
Fotos: Landsdelsregion Øst 
 
Glade og spændte danskere i titusindvis var mødt talstærkt frem i en feststemt og total tætpakket hovedstad for at udtrykke deres store tak til Dronningen for hendes 52 år som regent og for at hylde Danmarks nye regentpar, Hans Majestæt Kong Frederik 10. og Hendes Majestæt Dronning Mary. 

Også hjemmeværnssoldater fra hele landet var valfartet til København for sammen med danskere i alle aldre at være med til at gøre tronskiftet til en festlig og flot dag. Hjemmeværnet stillede med både æreskommando ved Nationalbanken, deltog sammen med andre i en imponerende faneborg med mange hundrede vajende faner ved Holmens Kirke og støttede også politiet med trafikregulering og andre opgaver.​



​Hjemmeværnet stillede med et æreskommando, der fremførte de to kongeligt indviede faner. ​​

”Det har været en kæmpe ære at være med til at sige farvel til Dronningen og byde det nye regentpar velkommen og være med til at gøre det helt igennem historiske tronskifte til en hel fantastisk dag. Det har været en helt særlig oplevelse, som vi aldrig vil glemme. Alle de mange hjemmeværnssoldater, jeg har talt med, har været topmotiverede og stolte over at bidrage til opgaverne,” fortæller Thomas Seloy, der er kompagnichef for Hjemmeværnskompagni Livjægerne. 

Kompagniet har gennem årene været med til at løfte mange ceremonielle opgaver i forbindel​​se med Kongehuset. Thomas Seloy har i forbindelse med tronskiftet støttet Landsdelsregion Østs opgaver med at uddanne og opstille æreskommandoet og koordinere fanekommandoen.

Æreskommando gjorde klar
Allerede i går mødte hjemmeværnssoldater ind i København for at gøre klar til at indøve dagens æreskommando, så den stod helt skarp. 

​Fra de 12 hærhjemmeværnsdistrikter, fordelt med seks distrikter i Landsdelsregion Vest og seks distrikter i Landsdelsregion Øst, bidrog hvert distrikt med en soldat til æreskommandoet. Desuden bidrog Marine- og Flyverhjemmeværnet med hver seks soldater. Dertil indgik to fanebærere, to faneløjtnanter og en fører. 



Hele Hjemmeværnet var således fuldt repræsenteret i det ærefulde hverv at indgå i kommandoet, der fremførte de to kongeligt indviede faner. Faneløjtnanter, fanebærere og fanevagter var alle iklædte M/11 kampuniform med brune støvler og baret, med anlagte medaljer og med hvide handsker og hvidt bælte, og således repræsenterede æreskommandoet Hjemmeværnet på værdig vis. 

Støttede politiet undervejs i festlighederne 
Det indre af København i et stræk fra Amalienborg til et fuldstændig tætpakket Christiansborg var under tronskiftet et meget festligt skue af glade danskere i alle aldre med flag i hånden og dertil utallige turister, pressefolk og myndighedspersoner. 

​​Hjemmeværnet bidrog substantielt til politiets og andre myndigheders vigtige arbejde i løbet af dagen, ikke mindst med afspærring og trafikregulering undervejs i festlighederne.

Faner båret ind fra hele landet
Sidst, men ikke mindst, deltog hjemmeværnssoldater fra et stort antal underafdelinger fra distrikter og myndigheder med deres faner for at vise ære og respekt til Kongehuset på denne historiske dag. 

 

Således blev et bevæget og historisk tronskifte til Kong Frederik 10. behørigt fejret, hvor Hjemmeværnet for sin del bidrog både med praktisk støtte til politi og myndigheder og bar sine faner frem for Danmarks nye konge og dronning.
​​​
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring