Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Hjemmeværnsledelsen er her fotograferet ved Novo Selo-lejren, hvor generalmajor Jens Garly, chef for Hjemmeværnet, er nr to fra venstre, og kommiteret ​Hans Andersen ses yderst til højre​​. Foto: Brian Lundberg Kristensen.​

Tredje hold udsendte i Kosovo får besøg af Hjemmeværnsledelsen

I denne uge aflagde chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly og den kommitterede for Hjemmeværnet, Hans Andersen (MF, V) en visit ved de udsendte hjemmeværnssoldater i Kosovo.

12-04-2024

​​​​


Siden d. 12. juni 1999, hvor de første NATO-soldater kørte ind i den borgerkrigshærgede serbiske provins Kosovo, har Danmark været en aktiv del af NATO’s Kosovo Force i daglig tale kaldet KFOR. Hjemmeværnet har over flere omgange haft soldater i Kosovo, men siden august sidste år har Hjemmeværnet kontinuerligt haft udsendt en bevogtningsdeling til missionen. Delingen består af 29 soldater og indgår i NATO’s samlede styrke med opgave at sikre Camp Novo Selo, der ligger en halv times kørsel nord for hovedstaden Pristina. Opgaven består i at gennemføre vagt og adgangskontrol samt patruljetjeneste i lejren og det omkringliggende område. Derudover skal delingen kunne deltage i et samlet og koordineret forsvar af lejren i tilfælde af angreb.

 

Chefen for Hjemmeværnet og den kommitterede fik efter en sikkerhedsinstruks og delingsførerens briefing om situationen i området mulighed for ved selvsyn at se, hvordan hjemmeværnssoldaterne løser deres opgaver i forbindelse med vagttjenesten. 




Stor erfaring, respekt og hæder

 

Under rundvisningen i vagtbygningen benyttede generalmajor Jens Garly lejligheden til at tildelte chefen for Hjemmeværnets mønt til Paul, der meget beæret modtog denne sammen med klapsalver fra resten af styrken, der var på vagt. Paul er et glimrende eksempel på, hvordan man kan bringe sin erfaring fra sin tid i Hæren i spil i Hjemmeværnet. Han har været udsendt til Irak med Hæren og overgik efterfølgende til Hjemmeværnet, hvor han tilbage i 2012 også var udsendt til Kosovo. Denne erfaringer bringer Paul i spil til stor gavn for delingen, og via hans faglighed, loyalitet og gåpåmod er Paul et forbillede for andre soldater.

 


Under Hjemmeværnsledelsens ophold i lejren var det tydeligt at mærke, at hjemmeværnssoldaterne er højt respekterede af deres samarbejdspartnere fra de øvrige lande i missionen. Ved al opgaveløsning i vagten bliver de danske soldaters instrukser efterlevet til punkt og prikke. Et vigtigt – og tydeligt – element er, at kommunikationen fra de danske soldater sker med et smil, og at enhver ind- og udpassage af køretøjer afsluttes med en formfuldendt honnør.

 

"Når jeg har talt med repræsentanter fra de øvrige nationer hernede, har de givet udtryk for, at det er en fornøjelse at arbejde sammen med de danske hjemmeværnssoldater. Det er tydeligt, at soldaterne med deres imødekommenhed, positive attitude, høje faglighed og villighed til at gøre en ekstra indsats modtager anerkendelse fra deres udenlandske kollegaer. Jeg kan jo også ved selvsyn konstatere, at vores soldater er godt trænede og har en høj standard for deres arbejde," sagde generalmajor Jens Garly.

 

Efterfølgende gennemførte soldaterne en træningsøvelse, hvor en trussel mod lejrens yderperimeter blev simuleret. Disse øvelser bliver jævnligt gennemført med henblik på at fastholde evnen til at imødegå et angreb, hvis dette skulle blive aktuelt, men denne gang blev øvelsen krydret med generalen som taktisk tilbagemelder.



 

Tak for indsatsen

Under besøget havde de to gæster rig mulighed for at få talt med soldaterne om opgaven, hverdagen og det afsavn, der uundværligt følger med, når man er udsendt. Men alle som en udviste en stor gejst og et engagement både i forbindelse med udførelsen af delingens opgaver men også i form af at styrke delingens sociale sammenhængskraft.

Efter en fællesmiddag benyttede både chefen og den kommitterede for Hjemmeværnet muligheden for at udtrykke deres anerkendelse til de udsendte soldater i bevogtningsdelingen.

 

”KFOR missionen er af afgørende betydning for at opretholde sikkerheden og støtte genopbygningen af dette samfund. Jeres tilstedeværelse her er særdeles vigtig og en klart medvirkende årsag til, at de spændinger, der desværre hersker i regionen, ikke bliver antændt. Jeg er dybt imponeret over, hvor godt I løser jeres opgaver her i Novo Selo, og jeres indsats er afgørende for missionens succes.”

 

”Det er også vigtigt at understrege den uvurderlige erfaring, I bringer med jer hjem, når I vender tilbage fra denne mission. Denne erfaring vil forme jer som individer og som soldater og vil bidrage til jeres personlige og professionelle udvikling. Jeg er sikker på, at I vil bære denne erfaring med stolthed og bruge den til gavn for både Hjemmeværnet og samfundet som helhed”, sagde chefen for Hjemmeværnet blandt andet til soldaterne.

Se DR dokumentar om Hjemmeværnet i Kosovo

 


 

Efterfølgende tog den kommitterede for Hjemmeværnet ordet og rettede blandt andet en tak til hjemmeværnssoldaterne.

 

”Jeg vil gerne takke jer alle for jeres utrættelige indsats og dedikation til KFOR missionen. Jeres engagement og professionalisme er en kilde til stor inspiration for os alle. Som chefen allerede har påpeget, er jeres mission her af afgørende betydning for at opretholde sikkerheden og stabiliteten i dette område. Jeg vil gerne tilføje, at jeres tilstedeværelse her også er en påmindelse om den brede vifte af opgaver, somHjemmeværnet udfører, både herhjemme og i udlandet. Jeres bidrag til KFOR missionen er et levende eksempel på den vigtige rolle, Hjemmeværnet spiller i at støtte nationale og internationale operationer.”

 

”Som kommitteret for Hjemmeværnet er jeg stolt over at se den professionalisme og det engagement, I udviser i forbindelse med udførelsen af jeres

 opgaver. Jeg er overbevist om, at I vil fortsætte med at repræsentere det danske hjemmeværn på lige så fornem vis, som vi har set under vores besøg. Og husk at den erfaring, I opnår her i Kosovo, vil berige jer både personligt og professionelt, men den vil

 også gøre jer til forbilleder, der ligeledes vil kunne styrke rekrutteringen af nye medlemmer til Hjemmeværnet,” sagde Hans Andersen, mens solen gik ned over Kosovos bjerge.

 

I forbindelse med sin tale valgte generalmajor Jens Garly at kalde en synligt overrasket Thor fra bevogtningsdelingen ud foran sine kammerater

 og ligeledes tildele ham chefen for Hjemmeværnets mønt. Thor er på trods af sit stille væsen altid klar til at give en hånd med, når der er brug for det, og han kan sin metier. Thor bidrager særdeles positivt til gruppens og delingens opgaveløsning både socialt

 og professionelt, og dette ville chefen gerne anerkende. 

 



 









Fakta:
 
- Soldaterne er på vagt 24 timer i døgnet, hvor de blandt andet skal gennemføre adgangskontrol og patruljere langs lejren, der størrelsesmæssigt svarer til en middelstor dansk kaserne.  

- Frem til ansættelse på kontrakt ydes der tabt arbejdsfortjeneste samt indkvartering og forplejning. Fra kontraktens begyndelse modtager man løn i 5 måneder. 

- Selve udsendelsen varer ca. 3 måneder.  


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring