Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Velkommen til to nye distriktschefer

Den 1. april får to distrikter på Sjælland nye chefer. Henrik Gustafsson overtager posten for Københavns Vestegn, mens Michael Clausen Toft skal lede Hjemmeværnet i Nordsjælland.

16-03-2022


Det er to nye profiler, der fra 1. april skal stå i spidsen for grønne hjemmeværnssoldater i hver deres distrikt i Østdanmark.  

Den 49-årige Henrik Gustafsson bliver chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Københavns Vestegn, mens den 47-årige Michael Clausen Toft bliver chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland. Begge udnævnes til oberstløjtnant i forbindelse med deres tiltrædelse. 


Den nye distriktschef Henrik Gustafsson har blandt andet været fungerende bataljonschef ved 4. Nationale Støttebataljon ved Trænregimentet, taktiklærer på Forsvarsakademiet og senest næstkommanderende ved Forsvarskommandoens Kommunikationsafdeling.

Ser frem til at møde de frivillige
Begge chefer ser frem til at møde og arbejde med de mange dedikerede frivillige, personellet af reserven samt de fastansatte. 

"Jeg glæder mig til at komme i gang med opgaverne, hvor der i fremtiden uden tvivl igen vil være fokus på de militære kerneopgaver ved siden af støtten til samfundet,” siger Henrik Gustafsson, der med stor interesse og respekt har fulgt distriktets professionelle opgavehåndtering under corona-pandemien.


Den nye distriktschef Michael Clausen Toft har en bred international karriere bag sig med flere udsendelser i Irak og Afghanistan og en udstationering i NATOs hovedkvarter i Holland. For øjeblikket er han chef for Arktisk Kommandos Forbindelseselement på Færøerne.

”Hjemmeværnet har fået øget relevans gennem de seneste år, og jeg glæder mig til at udvikle arbejdet med opgaver og uddannelse. Jeg har opgaverne i centrum og går til dem med stor ydmyghed," siger Michael Clausen Toft, der betegner sig selv som en person, som i første omgang ”lytter og derefter sætter retning”.

Chef for Landsdelsregion Øst, oberst Peer Sander Rouff, ser frem til at overdrage kommandoen til de to nye chefer, hvilket kommer til at ske lørdag 2. april.


Du kan læse mere om chefudnævnelserne på Landsdelsregion Østs Facebookside​
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring