Du kan også læse artiklen og se en masse flotte billeder fra uddannelsen/springet i vores SPORSKIFTET sektion her.
Af: Rekspec LT K.H. Ophus
”Det er fuldstændig naturligt for mig” siger Thorkild roligt og afvæbnende. Jeg forsøger at vinkle historien i retningen af, at han er 72 år og det er sejt at være i god form og springe i faldskærm for første gang. Men den præmis køber Thorkild slet ikke), for hvem det er det mest naturlige i hele verden at gøre, hvad han netop har gjort (det er det ikke, det er pisse sejt. red.)
Lige siden mennesket første gange kiggede op og så fuglene glide ubesværet gennem luften, har vi drømt om, og stræbt efter, at gøre dem kunststykket efter og flyve. På samme måde har hjemmeværnssoldaten skuet misundeligt efter de (fastansatte) officerer, der på brystet bærer det tydelige vidnesbyrd om, at de har gjort noget i den retning. Altså dem, der med tilfredsstillende resultat har gennemført faldskærmsgrunduddannelse ved Jægerkorpset, og dermed har bæringsret til Forsvarets faldskærmsvinge med den flotte himmelblå faldskærm.
Det er dog en helt umulig uddannelse for de fleste hjemmeværnssoldater. En ting er, at der ikke er et kursus, som man hverken kan søge eller ellers komme på. Der er så meget fysisk træning i de 14 dage, som kursus i Ålborg varer, at selv de unge officerskadetter, der får kursus som en del af deres uddannelse, faktisk træner op til kunne bestå den fysiske del af kursus.
Det betyder dog ikke at det er umuligt at springe i faldskærm. Det har naturligvis været en mulighed som civil i mange år, men de seneste år, er uniformsreglementet blevet ændret således, at det er muligt at have 2 vinger på sin uniform. Dette har så igen betydet flere benytter lejligheden til at tage faldskærmsuddannelsen i en civil klub, men springer i uniform. I mange år var den hollandske vinge, som man kunne (og stadig kan) tage på den hollandske ø Texel den eneste reelle mulighed, men nu laver DFU (Dansk Faldskærmsunion) også en vinge, der kan bæres på uniformen, jvf. uniformsreglementet.
En iderig hjemmeværnssoldat fra Corona-kompagniet havde fået den idé at arrangere et faldskærmskursus for folkene i det kompagni. Tilbuddet blev videreformidlet, og Thorkild fra VHK Sjælland (og Claus der, udover at være frivillig, til daglig arbejder i Corona-kompagniet) ville gerne udfordre sig selv og – sprang til.
Thorkild har været medlem af Hjemmeværnet i 48 år, inden da var han konstabel i 2 år Sjælland 5. ingeniørregiment i Farum. Så alt i alt har Thorkild været soldat i 50 år
I dag er han i signalgruppen, der er en del af kommandodelingen. Faktisk har han selv tidligere været delingsfører i kommandodelingen. Som så mange andre, har han igennem sin lange hjemmeværnskarriere, har han haft en række forskellige funktioner, der udover funktionen som delingsfører også tæller blandt andet gruppefører og informationsofficer.
Han er stadig aktiv og har faktisk haft våben hjemme indtil for ganske nylig. Han deltager i de månedlige møder i delingen, tager de obligatoriske kursus (førstehjælp og færden på banen, red.), ligesom han også er på skydebanen og skyder sin K7 hvert år. Og ikke mindst holder han sig også i gang med fysisk træning, hvor han laver styrketræning 3 gange om ugen. Styrketræningen gør at han har det godt og at han føler sig klar – både fysisk og psykisk. ”Jeg ser på det sådan, at man skal bruge kroppen – og den her”, siger Thorkild og peger på hovedet. Han har altid været fysisk aktiv og har også brunt bælte i karate. ”Man skal sætte sig selv under pres, både hjernen og fysisk – og det skal man blive ved med”.
I dag er Thorkild 73 år. Han gik på pension fra en stilling som sektionsleder i Postvæsnet som 58-årig. Efter at han havde gået hjemme i et års tid, ringede en god ven, der var hos Scania i Karlslunde og spurgte om han kunne komme og hjælp lidt til et par måneder. Der var han 5 år.
Hvorfor skal du springe faldskærm?
”Egentlig har det altid ligget i baghovedet, at det er noget jeg skulle. Pludselig var chancen der og så huggede jeg til – og så er jeg typen, der godt kan lide en udfordring.”
Inden springet spørger jeg om han er nervøs. ”Jeg har det sådan, at hvis der er et eller andet, der spænder til, så bliver jeg kold. Jo mere panikagtig folk render rundt og er, så tager jeg det cool.”
Første del af uddannelsen blev gennemført i auditoriet i Jonstruplejren en tirsdag aften. Her blev der undervist i landing, forhold hvis radioen ikke skulle virke og en række forskellige scenarier - og naturligvis nødprocedure, der er en vigtig del af faldskærmsuddannelsen.
Lørdag morgen skal den teoretisk del af uddannelse afsluttes inden det første spring. Først skal en teoriprøve bestås, hvorefter flyprocedure gennemgås. Så rykker holder ud af klasselokalet, for at terpe nødprocedure igen – denne gang i en sele ophængt i klubbens hangar. Nødproceduren er at vide præcist hvad der skal gøres, hvis noget går galt. Det gentages så det sidder og mantraet ”Hvis du er tvilv, er du ikke i tvivl” bliver sagt så mange gange den formiddag, at ingen glemmer det.
Så var folk klar til første spring. Helt ud sved på panden fra 14 dages fut – og kun med den sved, der måtte komme fra den eventuelle angst, der måtte være fra at skulle hoppe ud af et velfungerende fly.
Thorkild har hele vejen igennem været helt rolig. Jeg har spurgt ham et par gange i løbet af dagen, hvordan har det med det – efter træningen i selen og efter at han har fået selve faldskærmen på ryggen. Han er rolig, spændt, men rolig.
Jump-masteren får anbragt de 2 springere i flyet. Thorkild skal først ind, da han skal springe ud sidst. De sidder på gulvet, Thorkild bag piloten, første springer ved siden af ham. Jump-masteren møver sig ind og får i tredje forsøg smækket døren.
Piloten løber igennem sin pre-taxi checkliste, og vi ser at han kontrollerer flyets flaps. Flyet ruller stille ud på selve startbanen, piloten gasser op og Cessna’ens 230 hestekræfters Continental motoren får flyet til at bumle hen over startbanen. Farten står ikke helt mål med larmen fra motoren, men piloten får flyet op og starter nu opstigningen til de ca. 1000 meters højde hvorfra Thorkild skal springe.
Springet er et såkaldt static line spring. Det betyder at en line fra faldskærmen er fastgjort til flyet. Springeren stiger så ud af flyet ved at træde ud på et trin, tage fat i stræberen (fra flyets underkant og i en 45 graders vinkel op til vingens underside). Men man holder fast i stræberen, stiger man ud og hænger under vingen og venter på jump-masterens ”GO!”. Så slipper springeren taget, strækker arme og ben som en bue bagover og tæller: ”1000, 2000, 3000, 4000.. Herefter kigger springeren op for at konstatere om faldskærmen har foldet sig korrekt ud.
Har den ikke det, skal der handles i forhold til de indlærte nødprocedurer. Men med al sandsynlighed er det blot at konstatere, at de 4 liner fra rygsækken går op til en flot udfoldet skærm og så er det bare at nyde det rolige fald ned mod jorden.
300 meter over jorden skal springeren så til at flyve ind, således at han er korrekt orienteret op mod vinden ved landingen. Ved 100 meter skulle han gerne være helt på plads og så se det bare lige ud de sidste meter. For elever står der under hele springet en radiomand klar på jorden, lige ved landing zone, der guider eleverne sikkert ind i det rigtige område.
Jeg er ikke med oppe i flyet. Der er heldigvis ikke plads, så jeg behøver ikke engang at spørge. Fra jorden følger jeg Thorkild gennem min telelinse og kan se, at han faktisk bruger ret lang tid, fra han stiger ud af flyet, til han hænger i faldskærmen.
Da han lander, er han et stort smil. Jeg behøver tydeligvis ikke at spørge om det var godt. ”Min ene støvle sad i klemme”, fortælle han, men det var ikke noget, der kunne slå ham ud. Han fortæller at han allerede har tænkt hele springet igennem, så han ved hvad der gik galt. ”Jeg har ønsket det længe og nu skete det endelig. Det var godt, der var fandme godt. Der var god tid i luften og god udsigt over mod Frederikssund”, siger Thorkild. Og han fortsætter: ”Jeg skal snart springe igen. Faktisk er jeg endnu mere begejstret for det, end jeg havde troet”
Den lille pilotskærm skal trække den rigtige faldskærm ud. ”Flap-flap-flap” siger det mens skærmens celler fyldes med luft og man mærker et lille ryk når den fuldt udslået, kan bære en nedad med en kontrolleret fart. Så skal der laves radiokontrol – 2 træk i begge styreliner viser radiomanden på jorden, at der er forbindelse
I det hele taget har det været en god oplevelse. God uddannelse, sammen med gode hjemmeværnskammerater, vejret viste sig fra sin bedste side og så var instruktørerne gode. ”det var nogle søde mennesker”, fortæller Thorkild og fortsætter: ”En instruktør kom hen og sagde: ’Thorkild, det har været en fornøjelse hele vejen igennem at have dig som elev’”.
Når vi ser Thorkild nu, er hans holdning lidt mere rank – måske er det hans vinger, der har givet ham ekstra luft. Tillykke til ham, og også til Claus Münster, der gennemførte uddannelsen på hold 2 nogle uger senere.
