Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Signallotte i et dueslag på en tagryg

af Karen Munch

(Artikel i Lottebladet 1986)

Lottekorps-jubilæum på bornholmsk

Her sætter vi kød på skelettet ved at lade lotteregionerne og Lottedistrikt Bornholm fortælle mindeværdige oplevelser fra de 40 års krævende, arbejdsfyldte, men altid spændende år.


Ved et jubilæum er det naturligt at se tilbage. Når jeg ved lottekorpsets 40-års jubilæum tænker tilbage på mine 30 år som lotte, har oplevelserne været mange og forskelligartede.
Som lotte blev man optaget i lottekorpset, der blev man undervist. Men lotter skulle også være medlemmer i lotteforeningen, der blev man underholdt. Samtidig var man så kommet med i hjemmeværnet, det var der, man foretog sig noget. Det virkede helt uoverskueligt, for ikke at tale om, hvordan man skulle forklare det for andre mennesker.


De første år var på en måde de mest spændende. Man tog det hele meget alvorligt og bogstaveligt, tillige havde man en enorm respekt for sine foresatte indenfor både korps og hjemmeværn.
Således husker jeg f. eks., at hjemmeværnet i begyndelsen af 60'erne afholdt et 4-dages kursus, hvor jeg deltog sammen med nogle andre lotter. Jeg havde fået til opgave at passe en feltcentral. Ved opkald skulle jeg melde mig med: »Feltcentral Dagmar«. Det burde være nemt nok, da jeg til daglig var telefonist på Klemensker central.
Længe gik det også godt; men så skete der det, jeg havde frygtet. Midt i kampens hede, da der efterhånden var livlig trafik på nettet, sagde jeg pludselig automatisk: »Klemensker«. Der var dyb tavshed i den anden ende af ledningen - også i min - inden jeg omsider fik mig samlet sammen og rettede det til: »Feltcentral Dagmar«. Hvorefter distriktschef Jakobsen forlangte og fik sin forbindelse.


Til at begynde med havde vi flere små lottekredse. Det var vældig hyggeligt, men sikkert ikke særlig praktisk. Det skulle der gøres noget ved. En lotte fra Rønne foreslog, at Klemensker-kredsen skulle lægges ind under Rønne-kredsen. Det faldt absolut ikke i god jord. Selv om det senere blev rettet til »lagt sammen med«, tog det flere år, inden vi blev samlet i en lottekreds. Hvorefter alt fungerede glimrende.


Til »nytårskur«
Medens Johanne Thaarslund var distriktslotte, indførte hun tradition med at holde »nytårskur«, som hun kaldte det. Det var altid i begyndelsen af januar. Først hørte vi nyheder fra korpset. Derefter var der »ta' selv bord«. Efter et sindrigt system med nummer på velkomstglasset og et vækkeur, der ringede hvert kvarter som signal til, at nu var det tid for den med det næste nummer til at sørge for kaffe, servering og opvask, hyggede vi os med forskellig underholdning. Denne tradition var meget populær og var i stand til at samle de fleste af lotterne.


Marchture gav sammenhold
Der kom en tid, hvor manglende opgaver fik mange dygtige lotter til at melde sig ud. De mere stædige af os fandt ud af at beskæftige os selv. Vi udvidede vores lokalkendskab ved, at lotterne efter tur tilrettelagde marchture i nærheden af, hvor de boede. Vi startede med et par kilometer og sluttede med at gå 25-30 km. Efter anstrengelsen var samme lotte vært ved en beskeden kop kaffe med forbud mod mere end to slags kaffebrød samt flødeskum.
Disse ture gav et fantastisk sammenhold mellem lotterne og afstedkom mange pudsige episoder. Det skete også, at nogen brækkede en arm. Uheldigvis var det kassereren i lotteforeningen, Ruth Sterup, der kom ud for dette uheld. Hun havde nemlig fået den geniale ide, at vi, der plejede at gå tur, skulle spare sammen til den planlagte lottefest ved at betale 50 øre hver gang vi gik. På sedler førte hun ind, hvad hver især havde betalt. Sterup, (hendes fornavn blev aldrig anvendt), kom på sygehuset. Lottefesten oprandt, og sent glemmes det fortvivlede udtryk hos den lotte, som med sedlerne i hånden, blev sat til at stå ved indgangen og kræve penge ind for maden. Herfra skulle hun så trække det beløb, vi havde indbetalt, og der var lige så mange forskellige beløb, som der var lotter.


Ikke overfølsom for lotter
Sterup var gift med en skovfoged, som hed Tage, og det var så heldigt, at han ikke var overfølsom overfor lotter, så skovfogedboligens jagtstue blev i mange år den ideelle ramme om foreningens generalforsamlinger og julefester. Her var det nyttigt med lidt lokalkendskab, for selv det at finde derhen var en oplevelse for sig.
Jeg ved egentlig ikke, hvad der var mest fornøjeligt. Den dag, hvor bestyrelsen samledes hos Sterup og Tage for at pynte op i jagtstuen med granguirlander, kravlenisser, juledekorationer m.m. eller selve julefesten, hvor vi så lysbilleder fra tidligere møder, fester og øvelser, drak kaffe med herligt hjemmebag og spillede banko. Vi sluttede altid aftenen med at synge: »Altid frejdig«, hvorefter vi, der blev tilbage for at vaske op, til allersidst hyggede os med en kop kaffe og hjemmebagt rugbrød ude i køkkenet.


Radiostation i en rundkirke
Som signallotte ved hjemmeværnet igennem 30 år har jeg været med på mange interessante øvelser. I de første år var materiellet så ustabilt og vanskeligt at betjene, at man var lykkelig, hvis det fungerede en hel aften. Man måtte anvende al sin opfindsomhed for at opnå forbindelser med de enheder, man skulle samarbejde med. Ofte sad vi oppe på loftet i en rundkirke og oprettede radiostationen der. Det var da også meget naturligt. I tidligere tid indgik rundkirkerne med deres skydeskår som et naturligt led i forsvaret.
Under en øvelse sad jeg en hel nat i et dueslag helt oppe i tagryggen på en gård. Der var nu hverken brevduer eller andre duer. Kun deres efterladenskaber, som dog heldigvis var indtørrede. Hver gang, jeg skulle afsende et signal, måtte en ordonnans kravle op ad stiger og hen ad hanebjælker for at aflevere det til mig.
En anden gang har jeg været med til at sende signaler pr. brevdue. Et af signalerne kom ikke frem. Men da hjemmeværnets signalofficer næste dag var ude at køre i sin bil, mødte han duen. Den kom spadserende hen ad landevejen, men retningen var rigtig nok.
Under en anden øvelse, det var lige inden jul, sad jeg oppe i grovvareforretningens kornsilo som relæstation for to hjemmeværnsenheder, der ellers ikke kunne række hinanden. Forbindelsen var intakt under hele øvelsen, så det betød ikke så meget, at det var hundekoldt og sneen føg om ørerne på mig.


Nødvendigt med jordforbindelse
I dag er forholdene blevet helt anderledes. Materiellet er pålideligt og let at betjene. Grundskoleuddannelsen, som vi tidligere selv gav de nye lotter, varetages nu af hjemmeværnet på fælles grundskoler. Lotterne indgår i hjemmeværnskompagnierne og føler sig hjemme der. Det må jo også være det, der er meningen med det hele.
På denne måde bliver det selvfølgelig vanskeligere for lottekorpset at gøre sin indflydelse gældende overfor lotterne. Hvis lottekorpset skal blive ved med at betyde noget for lotterne, er det vigtigste nok, at de lokale lotteledere har deres jordforbindelse i orden og indretter sig efter udviklingen på en positiv måde.
Så skulle der være chancer for, at lottekorpset også overlever de næste 40 år.


Til lykke!


Karen Munch

-----------------------------------------------------

Lørdag den 11. september 1971
Lottekorps-jubilæum
- på bornholmsk
 
I Lottebladet, der udsendes af Danmarks Lottekorps, finder vi flg. fornøjelige referat, affattet på klingende bornholmsk, af lotternes jubilæumsfest i Simblegårdsbakkerne for nylig:
I anledning af Danmarks Lottekorps 25 års jubilæum har Lottedistrikt Bornholm holdt fest i Hasle Hjemmeværnsgård i Simblebakkerne for aktive og passive lotter. Som gæster deltog kompagnicheferne og andre befalingsmænd i hjemmeværnet.


Monga å vos hadde vad mere te denj højtidelija fæsten der borta i Kjøvenhaun. Der så vi monga râriateter, om de så va dronnijnjen, så besøjt vi 'na.
Så vi va lid i vilare, voddan denja fæsten skujle hojles, men så va der en lotta, der sâ: »Vi vil forlademaj hâd plaserlit. Di â vos, der e gjefta, târ vora majnja me. Å søddan ble'd. Nån ineda for, ded ente va nåd. Jå troer nu, majnjana va ejnhellu glâ vor å varra me.
Vi møtte på Jemmavarnsgårinj lid auer medda. Flagginj va hajster te tops. De e nu au denj Jemmavarnsgårinj i hela lanned, der liggjer penast. Enj kanj se ud auer halla øn å tælla sju kjærketårn. Å så e der trojltoj i bakkanj. Ded e di unjejordiska, de jelper borrinjholmarna, når der e kri - dæmmeså.
Vi ågada te Torpabakkena. Her hadde vi hela ættemeddanj en terræntur. Bådde lotter å gjæster deltâu, di der kunje å ville.
Væred va grajnt. Solen sjinde, fâulena nong. Skaddanj å sporrena e dom, der fløjer mest om dân, Fjælstauninj sjynger kun i morkje.
Ette en del præk fikj vi lov te å begje vos ud på løvved. Vi skulje varra to sammen på turn. Der var hæjllut i skâuinj. De ente vilja dyr, men puggerna gålde å enj gong påzleda ded så majedd i læve a jå trode, de va trojltojed, me ded va nu båra enj jylkat, der i kontored på vilabræ.
Ajle ville helst komma fosst i mål, å kos i lidemajvæl vor vi løv så ajle ble rø i hâud som enj svet hâra i tordenvær.
Vi va bled svøltna, så nu skujle mâdinj smâga. Vi va omijen på jemrnavarnsgårinj klokkan halsæks. Nân å lotterna hadde dækt bor, mens vi andre løv, di tåu vær et forkle å spode saj ud å kjylnade op på gasapparâted, injan enj hal tima ætte va mâdinj færdi.
Distriktslotte J. Thaarslund bød lotter å gjæster vælkommen. Formanj for lottekredsen Inger Weitemeyer bød au vælkommen å delde præmier ud te dom, der vånt terrænløvved.
Så gjek vi te bors, å nåue hadde vi stajlt denj varsta svøltinj me nonna bedda unjarna å enj brænjevinssyp, forrinj tålerna begjynde.
Søren, somt e kompagnichef i Hâzle kompagni, takkeda denj nya ejarinj te Simblegårinj, for a vi må ble ved å varra på vor dajlia jemmavarnsgår me trojltoj å ded hela. Bådde hanj å anra manja frå jemmavarned sâ en hel del pena or om lotterna, å va di e vær, nu håba vi bâra, a di mener nåd me'd, så vi får et godt samarbaj i de næste 25 årn.
Der va songa, som skujle sjynges, å »læva« skulje vi âu. Ette brøbeddana drok vi kaffe. Bâgætte va der dajns for dom der hadde lyst, ejla kunde di hygga saj me enj
âria.
Injan vi âneda nâd, va autaninj gå’d.
Å nu e ded forbi me ajle di monga fæsterna. Nu ska dær sjøddas nâd - dæmmeså!


Karen Munch.


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring