Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Ny chefer ved HDKVE og HDNSJ

Der er udpeget 2 nye distriktschefer ved hhv. HDKVE og HDNSJ.

16-03-2022


I to distrikter kan vi den 1. april byde velkommen til nye distriktschefer. Hendes Majestæt Dronningen har resolveret, at major Henrik Gustafsson pr. 1. april 2022 udnævnes til oberstløjtnant og tiltræder i stillingen som Chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Københavns Vestegn. Hendes Majestæt Dronningen har tillige resolveret, at major Michael Clausen Toft pr. 1. april 2022 udnævnes til oberstløjtnant og tiltræder i stillingen som Chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland.
Henrik Gustafsson arbejder i øjeblikket i Forsvarskommandoens Kommunikationsafdeling som næstkommanderende. Han har tidligere været taktiklærer på Operations- og føringsuddannelsen ved Center for Landoperationer på Forsvarsakademiet, sagsbehandlinger i Forsvarskommandoens planlægningsafdeling og fungerende bataljonschef ved 4 Nationale Støttebataljon ved Trænregimentet. Om jobbet som distriktschef siger Henrik Gustafsson:
- Det er et utroligt spændende arbejdsområde i relation til de operative opgaver både i forhold til støtten til samfundet og i forbindelse med forsvaret af Danmark. Jeg glæder mig til at møde alle de dedikere frivillige, personel af reserven samt fastansatte og komme i gang med de spændende opgaver hvor der i fremtiden uden tvivl igen vil være fokus på de militære kerneopgaver ved siden af støtten til samfundet. Ud over de operative opgaver ser jeg også frem til arbejde med de ledelses- og uddannelsesmæssige opgaver der er i stillingen, som jeg ser som en vigtig del for at bevare evnen til at løse opgaverne. Jeg har med interesse og respekt set, hvordan distriktet igennem pandemien har ”stillet op” løftet opgaverne med professionalisme og stolthed til gavn for Danmark, en ånd og et værdigrundlag som jeg ser frem til at være en del af, som chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Københavns Vestegn.
Michael Clausen Toft arbejder i øjeblikket som chef for Arktisk Kommandos Forbindelseselement på Færøerne. Han har tidligere arbejdet i Forsvarsministeriets Department, som operationsplanlægger ved NATO hovedkvarteret Joint Force Command Brunsum og som militær analytiker ved Forsvarsakademiet. Michael har flere udsendelser i internationale missioner bag sig, herunder i Irak og som underafdelingschef i Afghanistan. Michael skal gennem sin tjeneste og ved fælles hjælp lære Hjemmeværnet bedre at kende i den kommende tid. ​
- Hjemmeværnet har fået øget relevans gennem de seneste år. Jeg glæder mig til at udvikle arbejdet med opgaver og uddannelse. Jeg har opgaven i centrum og går ind i opgaven med ydmyghed. Jeg er en person som i første omgang lytter og derefter sætter retning, og det vil jeg også gøre i den videre udvikling af Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland. Jeg ser frem til at arbejde sammen med frivillige, personel af reserven og fastansatte. Jeg er udadvendt og det vil distriktets samarbejdspartnere også opleve. Vi skal som distrikt gøre os gældende ift. det vi kan, fortæller Michael Clausen Toft.
Chef for Landsdelsregion Øst, oberst Peer Sander Rouff ser frem til at overdrage kommandoen til de nye chefer ved en kommandooverdragelse d. 2. april 2022 i hhv. Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland og Hærhjemmeværnsdistrikt Københavns Vestegn.


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring