Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Et brag af en nytårskoncert

Knap havde drønene fra nytårsfyrværkeriet lagt sig, før Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland bød inden for til årets vitaminbombe i Roskilde og Køge (henholdsvis 2. og 3. januar).

05-01-2016

Af Torben Hansson, Historiker
Nytårskoncerterne har altid været populære.  I år var det sangerinden Annette Heick, som underholdt sammen med det velspillende brassband, Hjemmeværnets Musikkorps Roskilde.

Allerede 1 time før koncertene skulle begynde, stod publikum forventningsfulde, klar til at blive lukket ind.  Og de ventede ikke forgæves.

Med publikum på plads startede koncerterne med ”Kong Frederik d. IX Honnørmarch” og velkomsttaler af (i Roskilde) borgmester Joy Mogensen og (i Køge) formanden for Hjemmeværnsforeningen, Torben Hansson og borgmester Flemming Christensen. Herefter fulgte fællessang, ”I Danmark er jeg født”.
Og så fortsatte underholdningen i en skøn blanding af orkestermusik og sang.  Annette Heick bragte os gennem nogle dejlige evergreens ledsaget af egne anekdoter.  Og musikerne viste deres evner både med operette- og militærmusik.
Undervejs spillede Mikael Larsen en flot solo på sin kornet i ”Glorious Ventures”, og senere præsenterede musikkorpset dirigentens egen march, ”Arrival of the Legends”.
I pauserne hørtes en rar summen fra publikum.  Og det var tydeligt, at det var en god koncert, de oplevede.
Der høres ros og glæde fra publikum – både fra de, som var med for første gang, og fra den faste stok.
Et par minutter før pausen sluttede, vendte musikkorpset tilbage, lyset blev dæmpet, publikum fandt deres pladser igen, snakken forstummede langsomt og forventningen bredte sig.
Igen fik vi en skøn blanding af orkestermusik og sang, for solistens del afrundet med sangen ”Happy New Year”.
Også i denne anden del af koncerten kom der en smuk solo, hvor Michael Boisen på sit euphonium spillede nummeret ”Meditation”.
Orkestret kom til ”Champagnegaloppen”, som jo skal være med ved enhver ordentlig nytårskoncert, og derefter var der fællessang:  ”Som en rejselysten flåde”.
Efter fællessangen holdt chefen for distriktet, major Ole Jørgensen, en afsluttende tale, hvor han berørte den store tillid, Danmarks befolkning har til Hjemmeværnet. 
Majoren kunne også fortælle, at Rigspolitichefen ved den årlige landskonference i 2015, havde fremhævet samarbejdet mellem Midt- og Vestsjællands Politikreds og Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland som særligt godt, samt at Hjemmeværnet nu ruster sig til nye opgaver.
Til sidst omtalte majoren den store landsøvelse, som skal foregå til sommer i Trekantområdet (Jylland).
Herefter blev solisten, dirigenten og vicedirigenten kaldt frem og fik overrakt hver sin buket blomster som tak for den dejlige underholdning. Blomsterne blev overrakt af to af yngste årgang fra Roskilde Garden. Og til stor jubel hos det køgensiske publikum lavede den ene af dem en selfie med gardisterne, Annette Heick, dirigent Rasmus Kærsgaard og vicedirigent Tommy Ringvad.
Sidste programpunkt var ”Radetzky March”.  Men det fik musikkorpset ikke lov til at nøjes med.  Stående klapsalver fik konferencier Tommy Ringvad til at kalde på hjælp fra sangsolisten, som hurtigt kom på scenen og skruede publikums begejstring en tak op med Abba-nummeret ”Thank you for the Music”. Herefter forlod solist og musikkorps scenen og vi måtte erkende, at årets nytårskoncert i Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland var slut.
Mens publikum langsomt gik til garderoben var der igen en hyggelig summen. Det var tydeligt, at der var meget at snakke om og mange indtryk, der skulle bearbejdes.
Begge koncerter blev afviklet efter præcis den samme model.  Og det var den samme begejstring, man kunne opleve begge steder:  stående ovationer til solist og det musikkorps, som i 2015 blev kåret til Danmarks bedste Hjemmeværnsmusikkorps.
1.600 borgere fra Roskilde/Køge-egnen fik en god start på året.  700 billetter til Roskilde og 900 billetter til Køge blev revet væk på 3½ dag.
I Roskilde havde man den glæde, at chef for Hjemmeværnet, Generalmajor Finn Winkler overværede koncerten.
Tak til alle de skabende kræfter, der har arrangeret årets koncerter.
Roskildes borgmester, Joy Mogensen sammen med fra højre chef for Hjemmeværnet, general-major Finn Winkler og chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland, major Ole Jørgensen
Et forventningsfuldt publikum er ved at være på plads 

Bedste musikkorps i Hjemmeværnet 2015


Et hjørne af musikkorpsets maskinrum - en fænomenalt rytmefast og velspillende janitsar


En kilde til begejstring

Største musiksted i Køge - rammerne udfordret
 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring