Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Flyverhjemmeværnet på tredje mission i Sydeuropa

Danmark skal bidrage til bevogtningen af EUs ydre grænser. Derfor fløj Hjemmeværnets flyvende eskadrille i går til den italienske ø Sardinien, hvor de har deres base under den månedlange udsendelse.

06-09-2021


Af Poul Monggaard og Christine Dahl

Med en harmonisk brummen fra sine to velpassede motorer hævede et af Flyverhjemmeværnets Britten-Norman Defender-fly sig i går, søndag den 5. september, op i den blå formiddagshimmel over Roskilde Lufthavn.

Den tredje mission for Frontex, EUs agentur for overvågning af de ydre grænser, var nu påbegyndt.

Læs mere om Hjemmeværnets Flyvende Kapacitet

”Missionerne for Frontex er en central og vigtig opgave. Det er også udtryk for en professionalisering af Flyverhjemmeværnet", forklarer oberstløjtnant Timm Willum Larsen, der i går var i Roskilde Lufthavn for at tage afsked.

”Det er længe at være væk fra familie og arbejde for vores otte frivillige og en fastansat. Derfor må der også rettes en tak til familierne og arbejdsgiverne for at bakke vore folk op på denne måde”, tilføjer han.

Skal forhindre alle former for smugling
Det er særligt for at dæmme op for illegal migration og grænseoverskridende kriminalitet som smugling af mennesker, narko og våben. Desuden handler opgaven om at styrke kystvagtfunktioner, mens der også kan blive behov for støtte i eftersøgnings- og redningsoperationer.

Hjemmeværnet sendte også i 2019 og 2020 frivillige soldater fra Flyverhjemmeværnet på international mission for Frontex.  

”Når Hjemmeværnet igen får denne opgave for Frontex, er det, fordi vores frivillige soldater de to foregående år har vist, at vi har kompetencerne og kapaciteterne til at løse denne internationale opgave”, siger oberst Kern Oddershede, som er chef for Flyverhjemmeværnet.

Hvad er Frontex?
- Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, som har til opgave blandt andet at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet – især ved EUs ydre grænser i Middelhavet

- blev oprettet i 2004 med henblik på at bistå EU-medlemslandene og Schengenlandene med at beskytte de ydre grænser i EU’s område med fri bevægelighed

-er et operationelt agentur med mere end 1500 medarbejdere fra medlemsstaterne indsat i hele EU. 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring