Af Morten Lykkeberg
Michael Rosendahl har et klart budskab til sine gruppeførere. De skal tage telefonisk kontakt til medlemmer, som ikke melder sig til aktiviteter.
”Vi har tidligere sloges med aflysninger. I dag er vi opsøgende og får flere deltagere. Samtidig aflyser vi aldrig. Heller ikke selv om der skulle være få tilmeldte. Hvis vi aflyser, kommer der ikke tilmeldinger til næste aktivitet,” er den klare filosofi hos Michael Rosendahl.
Når det lykkes Michael at få flere nye aktive, så handler det også om at være opsøgende.
”Min kæreste har været med i kompagniet i 22 år. Hun hjælper mig med at finde ud af, hvem af de passive medlemmer jeg skal tage fat i. Jeg giver dem et telefonopkald, og så kommer vi frem til, at de skal tilbage og være aktive,” fortæller Michael.
Michael tager samtidig fat i folk i lokalområdet, som han via sit netværk har hørt kunne være interessante at få med i Hjemmeværnet.
Pligtfølelse og ambitioner
Egentlig havde Michael ikke ambitioner om at blive kompagnichef. Han var tilfreds med rollen som næstkommanderende. Pligtfølelsen og ambitionen trådte dog klart frem, da den tidligere kompagnichef stoppede. Michael sagde ja til at tage over. Inden der kom et ja, havde han sikret sig opbakning i befalingsmandsgruppen.
”Jeg sagde kun ja, fordi mine befalingsmænd bakkede mig op. Og efter vores første distriktsøvelse, hvor vi fik banket aktivitetsniveauet i kompagniet op, var begejstringen stor,” lyder det fra Michael.
Bagved ligger mange års erfaring som soldat. I 1998 blev Michael aktiv i et kompagni i Rødovre. Da det lukkede, blev han opfordret til at søge ind i kompagniet i Nykøbing F. Kompagniet har speciale i infrastruktur og er startet som et jernbanekompagni.
Der er ingen tvivl om, at Michael træder i karakter, når det ledelsesmæssigt handler om at arbejde med identiteten i kompagniet.
”Vi er først og fremmest soldater, som har nogle særlige kompetencer i forhold til jernbanen. Hvis vi har medlemmer, som kun vil lave noget omkring banen, så fortæller jeg dem, at vi er soldater, og derfor skal vi også blive dygtigere til for eksempel skydning,” fortæller Michael, der også lægger vægt på, at soldaterfærdighederne skal trænes, og øvelser ikke kun handler om jernbanen.
Ydmyg tilgang til opgaven
Michael har undervejs fået stor støtte fra Hærhjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster, som blandt andet har støttet udviklingen af øvelser, direktiver og sparring undervejs.
Michael holder under hele interviewet fast i, at successen med udviklingen af kompagniet skyldes en dygtig befalingsmandsgruppe. Selv fortæller Michael, at han har det svært med rollen som den, der udstikker retningen. Det er nok et udtryk for ydmyghed over for opgaven. Når man sidder foran ham, er der ingen tvivl, det er en mand, som har ambitioner.
”Jeg vil da også gerne gå forrest. Jeg er ikke typen, som står med pisken bagerst og forsøger at skubbe. Jeg vil stå forrest og trække kompagniet i den rigtige retning,” understreger han.
