Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Nye termiske kikkerter gør natobservationer mere effektive

Bevogtningsgrupperne i Hjemmeværnet kan godt begynde at glæde sig. Der er nemlig nye termiske kikkerter og lette maskingeværer M60E6 på vej til dem. 

01-01-2023

​​​

Af major Martin Krogh   

Hjemmeværnets bevogtningsgrupper og Flyverhjemmeværnets Security Force-delinger kan snart se frem til at modtage topmoderne natobservationsudstyr, så de langt bedre kan spore og observere personer eller genstande, når mørket falder på. Samtidig får både de og vores motoriserede overvågningsgrupper et nyt maskingevær M60E6 med et sigte, der er det nyeste i sin generation og også bruges i Forsvaret.

De termiske kikkerter er klar til udlevering allerede her i slutningen af 2022/primo 2023. Kikkerten kommer fra den tjekkiske producent Precision Technic Defence, og modellen er den helt nye Night Pearl Scops 35 MAX III, som i Danmark fremadrettet bliver benævnt termisk kikkert M/22. 

Verdens bedste optik 
Den termiske kikkert har noget af verdens bedste optik og kan i mørke detektere/spore genstande eller personer på op til cirka 1.800 meters afstand. Så bevogtnings- og Security Force soldaterne får nu et super skarpt observationsværktøj til deres opgaver i mørke, hvilket vil gøre deres opgaveløsning endnu mere effektiv.

​Tilmed er kikkerten meget brugervenlig og kræver ikke en egentlig omskoling ud over læsning af brugermanualen, som følger med på dansk. Der er gode muligheder for justering af kikkerten, så den eksempelvis også kan tage billeder i mørket.

Kikkerten leveres med blandt andet en MTS-sløringsfarvet taske, oplader, diverse kabler og en ekstra powerbank med kapacitet til yderligere to opladninger af kikkerten. Powerbanken kan snildt ligge i tasken sammen med kikkerten. 



Maskingevær med topprofessionelt sigte
Derudover får alle bevogtningsgrupper, motoriserede overvågningsgrupper samt Flyverhjemmeværnets Security-Force delinger det nye lette maskingevær M60E6, som er produceret af amerikanske US Ordnance. Våbnet er allerede kendt i Hjemmeværnet, hvor det indgår i infanterienhederne.

Leveringen af maskingeværet er desværre blevet forsinket, så der går et års tid, før det når frem til brugerne – lige nu forventes udleveringen at foregå fra ultimo 2023 til primo 2024, men der tages forbehold for yderligere forsinkelser på grund af krigen i Ukraine. De motoriserede overvågningsgrupper vil modtage maskingeværet samtidig med, at de får nye køretøjer, hvilket forventes at ske fra 2025. Også sidstnævnte levering kan være forsinket henset til krigen i Ukraine.

Maskingeværet M60E6 skal afløse bevogtningsgruppernes ene lette støttevåben (LSV). Det leveres med de helt nye Elcan SpecterDR sigter, som er samme model, der vil blive anvendt i Forsvaret fra 2023. Både maskingevær og sigte er af nyeste generation og absolut blandt verdens bedste, og våbnet vil bidrage til at gøre enhederne endnu mere robuste i en række forskellige opgaver. 

FAKTA
- Hver bevogtningsgruppe i Hjemmeværnet får udleveret to termiske kikkerter, som er lige på trapperne 

- Det nye maskingevær M60E6 udleveres til alle bevogtningsgrupper, motoriserede overvågningsgrupper samt til Flyverhjemmeværnets Security-Force delinger. Leveringen vil foregå fra ultimo 2023. Der kan dog ske forsinkelser på grund af krigen i Ukraine ​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring