Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Hjemmeværnets Sommerskoler i juli tilbyder dig gode muligheder for at opdatere dine kompetencer. Arkivfoto: Christer Holte 

Tag med på Sommerskole

Fristen for at tilmelde sig Hjemmeværnets tre populære Sommerskoler i juli nærmer sig med hastige skridt. Med 43 kurser at vælge imellem er der noget for enhver smag.

28-04-2016
Af Charlotte Baun Senholt

Det er ved at være oppe over, hvis du gerne vil bruge sommerferien på at føje flere kompetencer på dit ”hjemmeværnscv”, så du er bedst muligt rustet til at løse dine opgaver.
 
I ugerne 27, 28 og 29 i juli gennemføres tre raske sommerskoler på først Hjemmeværnsskolen i Nymindegab og siden på Slipshavn ved Nyborg. De mange kurser foregår i et fagligt inspirerende miljø, hvor ny læring og genopfriskning af viden går hånd i hånd med socialt samvær og fællesskab. Alle steder er familiemedlemmer også hjertelig velkommen, og der arrangeres separate aktiviteter for medfølgende børn og voksne.
 
Hjemmeværnsskolen lægger ud i Uge 27 fra 3.-8. juli. Her er der seks kurser på programmet, der omfatter både nyheder og gengangere. Blandt nyhederne er et kursus i taktik og føring, hvor der er sket meget de seneste år. Fristen for tilmelding til Sommerskolen er 9. maj, og der er stadig ledige pladser, lyder meldingen fra skolen.
 
 
Næsten udsolgt
 
Til gengæld er der næsten udsolgt på Marinehjemmeværnets Uddannelseuge i Uge 28 fra 8.-16. juli på Slipshavn. Ugen er et stort trækplaster med mange uddannelsesaktiviteter, og der udbydes 19 fortrinsvis maritime kurser, men også andre kurser har fundet plads i kataloget. For de større børn mellem 14-17 år tilbydes der et kursus som ”Minidæksgast”, hvor de kan få en forsmag på, hvad det vil sige at være dæksgast i en frivillig besætning.
 
Det er 24. gang, Uddannelsesugen løber af stabelen under mottoet ”Glem ikke at være glad”. Som sædvanlig med frivillige kræfter helt i front. Tovholder og kursusleder er flotillechef Henning Damholt Kristensen fra HVF 122 Thyborøn. Fristen for tilmelding er 1. maj – så skynd dig, hvis du vil have opdateret din maritime profil.
 
 
Summercamp for flyverne
 
Når Marinehjemmeværnet lukker ned på Slipshavn, tager Flyverhjemmeværnets Summercamp over i Uge 29 fra 18.-22. juli. Kurserne er målrettet opgaveløsningen i Flyverhjemmeværnet, og der er 18 kortere eller længere kurser på programmet. Campen havde sidste år 83 kursister, der nuppede en uddannelse i sommerferien. Tilmeldingsfristen er 30. april - der er stadig ledige pladser, lyder det fra arrangørerne.
 
 
Ud over de nævnte Sommerskoler får Hjemmeværnets musikere lejlighed til at spille og øve sammen på deres eget sommerkursus, der gennemføres i august i Uge 31 i Nymindegab på Hjemmeværnsskolen. 
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring