Af Mette Vinther, ROF STHVK EJY
Datoen var 22. august, og solen stod højt på himlen, da 17 soldater fra Stabskompagniet deltog i Nordic Race i Århus. Dagen startede med, at startnumrene blev hentet på Grimhøjvej 20 – løbet var praktisk talt i Kompagniets baghave, og det gjorde det nemt at komme til og fra, samt at have en base før og efter løbet.
Der var en god blanding af kvinder og mænd, og alle var forventningsfulde – nogle en smule bange, før løbet startede. Teamnavnet var nøje udvalgt, og ”Pihl and his army” var klar til starten kl. 11.15, hvor der ingen vej var tilbage.
3-2-1 GO!
”Pihl and his army” fløj let og elegant over første forhindring, som var en høj væg, der skulle passeres. ”Nå ja, hvis det ikke er værre, så er vi jo hurtigt ovre det!” kunne man fristes til at tænke, men det skulle gå hen og blive en tand værre. Efter starten passerede teamet 1½ person dybe jordhuller op-ned-op-ned-op, og så den første høje forhindring, som bød på kravl op ad stilads-lignede rør og så ellers ned ad igen med en fin kurren ned af nettet. Imellem forhindringerne var der gode afstande løb, og for nogle begyndte trætheden at melde sig. Alle kæmpede dog som et team, og denne team-spirit var med til at få alle helskindet (næsten) igennem.
Bakke op og bakke ned
Nogle af de forhindringer, som virkelig trak tænder ud, var bakkerne. Terrænet bag Grimhøjvej har nogle vældige bakker, og de var naturligvis inddraget i ”The Sprint”, som selve løbet hed. Først var det med et bildæk over skulderen og næste gang var det med en sandsæk. Varmen og manglen på vand gjorde, at tørsten kunne mærkes ganske hurtigt efter start – men alle kæmpede videre!
Af andre nævneværdige forhindringer, var mudderpølen under pigtråd, hvilket var kærkommet og dejligt svalende, hvis man vel og mærket holdt bagdelen fri af pigtråden. Herefter stod den på løb på Motorcrossbanen, med en enkelt tur med en tung sten i en kæde på slæb.
Finalen
Som finale, når man var allermest brugt, men dog fyldt med glæde og begejstring over at have klaret det dertil, kom den ultimative forhindring. Et kæmpe stort tårn, med tre platforme, hvor man skulle op på den ene side og ned på den anden. Her kom kammerathjælpen virkelig til sin ret, og der blev givet hestesko, stået på skuldre og hevet og trukket, til sidste team-medlem kom helt over. Som sidste krydderi skulle man kæmpe sig igennem gladiatorerne, som med store puder forsøgte at skubbe dig tilbage – men så var man også i mål og kunne modtage sin medalje og noget tiltrængt vand og frugt. Det var en herlig dag, og trods blå mærker og store hudafskrabninger, er vi helt sikre på, at vi deltager igen næste år. Skal du med?
