Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Portræt af en frivillig – i forbindelse med HNS, Del 1

Aarhus Havn er, som tidligere nævnt, lige nu omdrejningspunkt i en logistikoperation, hvor to amerikanske skibe, lastet med militært materiel og køretøjer, ankommer til havnen med henblik på videre transport til Østeuropa.

09-09-2023

Af Sine Lysdahl Jensen

Aarhus Havn er, som tidligere nævnt, lige nu omdrejningspunkt i en logistikoperation, hvor to amerikanske skibe, lastet med militært materiel og køretøjer, ankommer til havnen med henblik på videre transport til Østeuropa. Den militære logistikoperation er en del af den værtsnationsstøtte, som alle NATO-medlemmer skal kunne gennemføre, og som lige nu består i at støtte en planlagt rotation af amerikanske enheder i Østeuropa. Vi har mødt Lone, fra PO Aarhus, som for første gang deltager i en skarp bevogtning, under Host Nation Support.

Første Host Nation Support
Lone har være i Hjemmeværnet i 5 år, i PO Aarhus. Dette er hendes første skarpe bevogtning under Host Nation Support. Til daglig er hun økonomichef i Midt-trafik. "Der er generelt mange øvelser i Hjemmeværnet, og det her er endelig en skarp bevogtning." siger Lone, og fortsætter "Det er godt for vores image. Det kommer i nyhederne. Folk kan se, at vi, i Hjemmeværnet, kan så meget andet end at dirigere trafik." 

Lone har taget fri fra sit arbejde, for at deltage i bevogtningen af det amerikanske materiel.  "Jeg har én vagt af 25 timer, da jeg jo også skal passe mit arbejde." Adspurgt om, hvorvidt hendes kollegaer ved, at hun lige nu står i uniform på havnen, med et skarpt ladt våben, svarer hun: "Jeg fortæller om det på arbejdet og får også anerkendelse for det - dét at vi tager ansvar, også når der er krig i Ukraine - det er noget jeg kan mærke gør indtryk." Til spørgsmål om politik og værtnationsstøtte, smiler Lone og tilføjer; "Vi skal jo støtte op om den politik, som politikerne beslutter." 

Danmarks placering ved Østersøen betyder, at Danmark som NATO-land i særdeleshed kan bidrage med at flytte amerikansk materiel til Østeuropa. At Aarhus Havn endnu en gang bliver valgt til en opgave i denne kaliber viser, at havnen er helt afgørende, når det gælder den kritiske infrastruktur både i Danmark og Europa. Her har Hjemmeværnet også en afgørende rolle i forhold til at skabe sikkerhed omkring materiellet og de amerikanske soldater.


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring