Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Distriktschef Oberstløjtnant Vilhelm Roy Elsang under feltøvelse Ironring

2020 er skudt i gang i Hærhjemmeværnsdistrikt Københavns Vestegn

Et nyt år er nu skudt i gang – og jeg vil som distriktschef gerne benytte lejligheden til at takke Jer alle for en forrygende indsats i 2019 og sætte yderligere fokus på det operative virke i Hærhjemmeværnsdistrikt Københavns Vestegn i 2020.

24-02-2020

​Kære alle på Vestegnen

2019 blev året, hvor alvoren i et desværre realistisk krisescenarie trak linjerne op for nødvendigheden af et nationalt forsvar og startede planlægningsarbejdet for, hvordan Hjemmeværnet skal indgå i det samlede beredskab i Danmark.

Indtil nu har vi primært trænet støtte til det øvrige samfunds sektorer som en ekstra kapacitet i beredskabet. Men fokus har i den seneste tid været rettet mod egentlige militære opgaver og opbygning af kapaciteter og plankomplekser for løsning af sådanne opgaver. Det betyder, at vi selvsagt fortsat skal være til rådighed til civile beredskabsopgaver. Men vi skal samtidigt være klar til at kunne varetage militær opgaveløsning såsom støtte til NATO enheder og sikringsopgaver inkl. beskyttelse af samfundsvigtig infrastruktur.

I 2019 har vi derfor gennem aktiviteterne løbende skabt en større bevidsthed om kernen i det operative virke og den operative kapacitet. Der er gennemført uddan​​​​nelsesweekender og selvstændige certificeringsøvelser, hvor kompagnierne har vist, at de kan løfte store opgaver i fællesskab. 



I de sidste måneder af 2019 kulminerede dette med to store øvelser: En certificeringsøvelse med fokus på distriktets bevogtningskapaciteter og en samtidig indsættelse af infanteri-, overvågnings- og patruljeenheder til støtte for hærens brigadeøvelse i Oksbøl. Begge øvelser havde som forudsætning en aktivering af distriktsstaben som føringsgrundlag for enhederne.



Certificeringsøvelsen aktiverede alle kompagnier i distriktet via de genetablerede alarmeringsplaner og øvede kompagniindsættelser på flere relevante objekter samtidigt i rammen af realistiske krisesituationer. Vi fik øvet i operative rammer og vi fik et opdateret planlægningsgrundlag for et antal af de objekter, som vil skulle bevogtes i krise.  Ved at øve på et realistisk scenarie, bliver vi på alle måder bedre til at løse opgaven, hvis behovet indtræffer. 2019 var først gang vi rigtig øvede os efter den nye virkelighed, og dette gav os et antal erfaringer. Netop derfor er det så vigtigt at øve, så vi sammen kan drage de relevante konklusioner på baggrund af input fra soldaterne ude på opgaverne.

Ved siden af dette, har stab og enhedschefer deltaget i stabsøvelsen STØVGAR for indsættelse af Hjemmeværnet på hele Sjælland. Stabsøvelser er en øvelse uden besættelse af objekterne med enheder. Formålet er, at øve udarbejdelse af planer og befalinger i et realistisk scenarie, som udvikler sig i løbet af øvelsen. Distriktsstaben har gennemlevet en rivende udvikling de seneste år og har nu en bemanding og kvalitet på topniveau. Dette gør det muligt, at træne staben i flere planhold, så man kan løfte tunge opgaver over længere tid – uden at kvaliteten i planarbejdet falder. 

Hærhjemmeværnsdistrikt Københavns Vestegns distriktsstab leverede på et højt niveau under STØVGAR, hvilket også blev bemærket både i forbindelse med øvelsen og også i forbindelse med distriktets inspektioner fra regionen. Så det er altså ikke kun kompagnier og soldater, der har været til eksamen i året der gik. Distriktsstaben sluttede 2019 med en helhedsinspektion med resultatet Meget Tilfredsstillende, og en sikkerhedsinspektion med topkarakter også. Så alle på Vestegnen kommer i ilden ved passende lejlighed.

Men vi skal ikke hvile på laurbærene her. Vi skal fastholde og udbygge det gode momentum i 2020. Det er min ambition, at der skal der bygges videre på planerne, og at alle planer skal øves i praksis. Det er god militær ordentlighed, og har det med at virke når det gælder. I kan derfor se frem til, at øve endnu mere i den type opgaver, som Hjemmeværnet forventes at kunne indsættes i. På den netop gennemførte chefsamling for alle frivillige underafdelingschefer var der også fokus på dette.  Operativt virke og operativ planlægning skal være baseret på overordnede retningslinjer, som forventes at være fastlagt i planen for forsvaret af Kongeriget Danmark medio 2020.

I 2020 har distriktet derfor bl.a. booket terræn til tre kompagniweekender, hvor kompagnierne kan gennemføre ønskede aktiviteter til at øve beredskabsparatheden. Ideen med kompagniweekenderne er, at distriktet og stabskompagniet opstiller opgaver og rammer, så kompagnierne kan koordinere om aktiviteter helt som i den operative virkelighed. Et afledt gode er, at ved at dele aktiviteterne, så stiger udbuddet af aktiviteter for den enkelte deltager. Derved kan man vælge de aktiviteter, der matcher den enkeltes behov, uddannelsesniveauet og kompagniets krav. Samtidigt sænker vi belastningen på de enkelte nøglepersoner, så kompagnichefer og førere får mere tid til at deltage sammen med deres soldater.

I 2020 vil vi fortsætte med det operative planlægningsarbejde og teste beredskaber ved brug af alarmeringer, signaløvelser og stabsøvelser. Aktiviteterne skal bygge op mod to store aktiviteter efter sommeren. Den ene er en regionsledet øvelse af de nye nationale opgaver i et realistisk set up og den anden en brigadeøvelse med formål at støtte hærens uddannelser og forberedelser i Oksbøl. Aktiviteterne ligger adskilt i tid, og deltagelse i begge er derfor muligt for alle enheder.

Målet med det hele er, at øge vores beredskabsparathed og skabe grundlaget for gode løsninger – men alt sammen i en god kammeratlig ånd og med respekt for enhedernes egne ønsker og selvstændighed i opgaveløsningerne.


​Nøglepersonelaften i forgangne uge med ca. 80 frivillige hjemmeværnsfolk

Alt dette er gennemgået i distriktsrådet, ved kompagnichefssamlingerne og med distriktets nøglepersonel i den forgangne uge med 81 deltagere. Så 2020 starter rigtigt godt, og alle har udtrykt fuld tilslutning til skitsen.

Med disse ord vil jeg gerne takke for det store arbejde og fremmøde i forbindelse med aktiviteterne i 2019 og jeg er sikker på, vi også i 2020 vil se Hærhjemmeværnsdistrikt Københavns Vestegn dygtiggøre sig i fællesskab.

Med de bedste hilsner

Vilhelm Elsang

Oberstløjtnant

Distriktschef

Hærhjemmeværnsdistrikt Københavns Vestegn – Vi stiller op

Det vi gør i dag - Forbereder os på i morgen!


Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring