Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Feltskydning god træning i vigtig soldaterfærdighed

I både Hjemmeværnsdistrikt Nordsjælland og Københavns Vestegn lægges der stor vægt på at få trænet soldaterne i de elementære færdigheder og skydning er en af dem.

29-04-2019

I sidste weekend i april afholdte distrikterne i fællesskab feltskydning i Jægerspris skydeterræn. Feltskydning er noget specielt, fordi man får mulighed for skydninger som ligger ud over almindelige skydebaneskydninger og hvor terræn og afstande er varierende og ukendt.

Ligesom med alt andet kræver det træning at blive en god skytte. Hvis du vil være god til at skyde, skal du sørge for at komme på skydebanen så ofte som muligt. En god skytte hviler i sig selv og er tryg ved at færdes på en skydebane eller i et skydeterræn. Han sigter på samme måde hver gang og er fortrolig med hvordan han ligger eller står i sin skydestilling. Det lærer man kun ved at komme på skydebanen og her kan skydelæreren råde og vejlede.

På denne feltskydning var der lagt op til en stor palette af muligheder, så både geværskytter, dysekanonskytter og maskingeværskytter kunne få trænet deres skydefærdigheder.

Der var etableret i alt 6 forskellige skydninger.  Om formiddagen kunne man deltage på sit specialvåben som kan være almindelig gevær, maskingevær eller dysekanon og om eftermiddagen havde man mulighed for at supplere yderligere med at skyde med gevær herunder også at forsøge at opnå et feltskyttemærke.

Dysekanonskytterne skulle først verificere deres våben og fik efterfølgende mulighed for at skyde med skarp granat på en panserplade. Her var det vigtigt at tage højde fro vindforholdene og tage korrekt forsigte, så den vindfølsomme granat med sin selvjusterende finner selv retter op mod vinden.  Og der var hårdt brug for forsigtet, forvjret denne formiddag var vådt, koldt og med en frisk vind fra siden.

Maskingeværskytterne fik også god mulighed for at træne og med ordentlig makkerhjælp, hvor maskingeværhjælperen hjælper med at observere træfningen og korrigere skyttens sigtepunkt.

Det er ikke alle som opnår udmærkelse med feltskyttemærke. Som distriktschefen, Vilhelm Elsang, sagde, var feltskyttemærket oprindeligt tænkt som et stofmærke, så man synligt som fører kunne få udpeget de skytter, som var særligt dygtige til at ramme mål i terrænet på forskellige afstande. Det er nu lavet om til et duelighedstegn i bronze.  I år lykkedes det for 7 skytter at opnå mærket. Stort tillykke til de 7 og til alle de andre er det nu skabt godt grundlag for at komme mere på skydebanen, så man er bedre forberedt til næste år.

 

Dagens feltskydning blev afsluttet med mørkeskydning, men før det kunne finde sted, skulle der jo første være lidt mørke. Ventetiden var derfor nøje valgt til at bespise alle soldater med en glimrende udendørs grill-buffet.

Mørkeskydningerne blev igangsat kl. 20, så man kunne nå at få alle mørgegraderne med. På trods af mørket var der overraskende gode træfninger.

 

Det har været en fantastisk feltskydning med masser af spændende skydninger og et godt samarbejde mellem skytter, alle hjælpere og de to distrikter.

Tak for en god skydedag og vi ser med spænding frem til den næste feltskydning.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring