Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Hjemmeværnsflotille 200 MFP, der holder til på Holmen i København, er i dag en velfungerende flotille, der leverer solide bidrag til Forsvarets opgaver. Foto: Signe Fiig

Sådan voksede flotille fra 12 til 60 medlemmer på fem år

Hjemmeværnsflotille 200 Maritime Force Protection i København var for fem år siden reelt ved at lukke. Så lagde ledelsen i den kriseramte underafdeling en ny plan. I dag blomstrer flotillen.

13-06-2023



Af Ninna Falck

”Mærk efter om der er noget, der falder af eller ikke sidder ordentligt fast!”

Den ugentlige ’MFP-aften’ hos Hjemmeværnsflotille 200 Maritime Force Protection (HVF 200 MFP) er i fuld gang inde på Holmen i København. 10 mand M/K er sat til at hoppe - to og to - for at kontrollere, om basis, vest og alt, hvad de har i lommer og bælter er sat godt fast på kroppen. De prøver skydestillinger, de løber, og de kravler. Kinderne bliver røde, og der bliver grinet. 


Vi er på besøg hos flotillen, som er en aktiv, levedygtig underafdeling i Marinehjemmeværnet og i dag står som et bevis på, at man ved et langt sejt træk, lidt hjælp udefra og et stort engagement kan lykkes med at rejse sig fra det mest håbløse udgangspunkt.

Luk eller kæmp 
Tilbage ved udgangen af 2017 var krisen i flotillen ellers til at tage og føle på. De var 15 reelt aktive. Turbulente år med stor udskiftning af flotillechefer, uafklarede opgaver for Maritime Force Protection (MFP) og dårligt beliggende lokaler i forhold til opgaverne til søs havde slidt på motivationen.

Flotillechef, Martin Jepsen, og hans næstkommanderende, Bo Brændeholm, udtænkte derfor en plan, hvor der virkelig skulle ske noget nyt, og hvor alle så ind i store omvæltninger.
Første store sejr kom heldigvis hurtigt, da flotillen i foråret 2018 flyttede fra Flyvestation Skalstrup og ind i det langt mere maritime miljø ved Københavns gamle flådeleje, hvor de siden har fået adgang til flere lokaler.



Flotillechef Martin Jepsen. Foto: Signe Fiig

​Flotillens plan for rekruttering og onboarding viste de næste år også at være helt rigtig. Her er hovedprincippet, at lige så snart nogen viser interesse, så skal de inviteres med på de ugentlige MFP-aftner på hverdage og på den månedlige MFP-dag på en lørdag. Nye medlemmer kommer med på flotillens aktiviteter, allerede inden de har en kontrakt. 

Et langt sejt træk
Ved indgangen til 2023 er medlemstallet gennem de fem år steget støt til 60 aktive medlemmer, hvor mere end en tredjedel stadig er i gang med deres lovpligtige uddannelser. 

For nogle af de nyeste i flotillen har krigen i Ukraine været en anledning til at melde sig ind. For mange er Hjemmeværnets super aktuelle Host Nation Support-opgaver, som er vokset betydeligt de senere år, også en vigtig gulerod, fordi medlemmerne ​​​​​​her får lov til at udfolde deres særlige kompetencer inden for havnebevogtning og virkelig kan gøre en forskel. Så den type nye medlemmer vil flotillechef Martin Jepsen gerne have flere af.


Få flotillens gode råd til vækst og udvikling:
Lav en plan
Få støtte fra myndigheden
Skab manøvrerum til at prioritere
Hav en afklaret identitet
Kig på de fysiske forhold 
Hav et højt aktivitetsniveau
Fokusér på uddannelse
Aktivér nye med det samme
​• Få alle med til at støtte op​

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring