Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

En flot fanekommando var med til at markere oprettelsen af Danmarks første hjemmeværnsgård, Vandstedgaard i Hjørring. Foto: Ulla Sølvsten

Danmarks første hjemmeværnsgård fejrer jubilæum med Åbent Hus

Fonden bag Hjemmeværnets første hjemmeværnsgård, Vandstedgaard i Hjørring, markerede i weekenden sit 75-års jubilæum med et større Åbent Hus-arrangement, hvor Hjemmeværnet blev vist frem.

19-09-2022
​​​

Af Charlotte Baun Senholt

Der var både kampvogne, handlebaner, historiske udstillinger og fremvisning af Hjemmeværnets opgaver, da Danmarks første hjemmeværnsgård, Vandstedgaard i Hjørring, i lørdags holdt Åbent Hus i flot efterårsvejr. 

 
Især de udstillede historiske kampvogne vakte begejstring blandt de omkring 400 besøgende. Foto: Ulla Sølvsten

Det var der en mægtig god grund til. For i år er det 75 år siden, at lokale ildsjæle i efterkrigstidens Vendsyssel fik skaffet midler til at etablere først en skydebane i 1947 og få år efter, den 6. maj 1951, slog dørene op for Danmarks første hjemmeværnsgård, så de aktive hjemmeværnssoldater fra Vendsyssel havde et samlingssted, hvor de kunne mødes, uddanne sig og holde deres skydefærdigheder ved lige. 

De frivillige kræfter organiserede sig i ”Den Selvejende Fond ”Hjemmeværnsgaarden Vandstedgaard”, som i år har 75-års jubilæum, der i øvrigt også blev festligholdt om aftenen med deltagelse også af kommitteret Søren Gade.

Fonden har i anledning af jubilæet udgivet bogen ”Det vigtige er ikke hvad vi kæmper imod, men hvad vi kæmper for”, som du kan læse online på isssue.com - Se bogen

Storhedstiden i 80’erne og 90’erne
Lige siden starten har flere generationer af hjemmeværnssoldater fra Vendsyssel haft deres gang på Vandstedgaard, der i sine tidlige år også var centrum for talrige uddannelsesaktiviteter og husede en uddannelseslejr. Også mander andre enheder fra både Forsvaret og politiet har brugt Vandstedgaard. Storhedstiden kulminerede tilbage i 1980’erne og 90’erne, forklarer fondens formand, Finn C. Pedersen.

”Dengang var der masser af uddannelsesaktiviteter hver eneste weekend, og der kunne sagtens foregå tre-fire kurser samtidig. Det var blandt andet de populære ”støvlekurser” – altså kurser, der foregik udenfor i naturen, som trak mange til,” siger Finn C. Pedersen.


 
På det historiske billede ses nogle soldater på skydetræning ved Vandstedgaard, der ved sin åbning var centrum for mange uddannelsesaktiviteter.    ​​

Formanden fremhæver også placeringen af den topmoderne 200 meter skydebane bare fem minutters gang fra hjemmeværnsgården, som er med til at gøre Vandstedgaard særlig unik. 

”Det har alle dage været utrolig let at komme fra teorilokalet inden døre og direkte ud på skydebanen for at træne på våben. Det har været en kæmpe fordel, som vi - og andre kursusdeltagere - fortsat nyder godt af,” siger Finn C. Pedersen.  

I dag huser den historiske hjemmeværnsgård to lokale enheder, nemlig Hjemmeværnskompagni Hjørring og Politihjemmeværnskompagni Hørring samt desuden Musikkompagni Nordjylland. Desuden bruges den også af en række andre udenlandske enheder.  

”Men vi så da gerne, at Vandstedgaard i fremtiden blev brugt endnu mere. Den ligger flot og er jævnlig blevet vedligeholdt gennem årene. Så vi håber på mere liv i vores unikke domicil,” siger formanden.

For de mange fremmødte besøgende blev Åbent Hus-arrangementet på Vandstedgaard en rigtig god dag i selskab med Hjemmeværnet anno 2022.
Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring