Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Fødselsdag markeres uden kranselægning

I dag, onsdag den 1. april, fylder Hjemmeværnet 71 år. Normalt markeres fødselsdagen med kranselægning ved to betydningsfulde monumenter i København. Det sker ikke i år.

31-03-2020

Af Charlotte Baun Senholt


Der bliver stille i år på Hjemmeværnets 71-års fødselsdag den 1. april.

Under normale omstændigheder ville hjemmeværnsledelsen bestående af chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly, og kommitteret Søren Espersen have markeret fødselsdagen med kranselægning ved det historiske Monument for de faldne i 2. Verdenskrig i Mindelunden i Ryvangen og ved det nyere Monument over Danmarks Internationale Indsats i Kastellet i København.

Begge monumenter har stor symbolsk betydning for Hjemmeværnet, og kranselægningen ville under normale omstændigheder have fundet sted sammen med de frivillige formænd i Landsrådet, Claus Lemming (Hærhjemmeværnet), Per Tommerup (Marinehjemmeværnet) og Henrik Baunsgaard (Flyverhjemmeværnet).

I år bliver der dog ingen kranselægning og ceremoni i anledning af fødselsdagen, da der som følge af truslen fra Corona-virussen blandt andet er restriktioner på at samle flere personer samt opfordring til, at man generelt skal blive hjemme. Det har blandt andet medført, at alle hjemmeværnsaktiviteter, på nær de operative indsættelser, er aflyst.

En mærkedag

”Hjemmeværnet bakker naturligvis fuldt og helt op om de trufne beslutninger og foranstaltninger, som har medført markante ændringer for rigtig mange i vores organisation. Alligevel er der grund til at gøre opmærksom på fødselsdagen og mindes Hjemmeværnets ophav," siger hjemmeværnsledelsen.

Se Jens Garlys videohilsen til Hjemmeværnets soldater i anledning af fødselsdsdagen her​.

Hjemmeværnet blev oprettet 1. april i 1949 som et barn af modstandsbevægelsen fra 2. verdenskrig.

”Hjemmeværnets fødselsdag og historie er et vidnesbyrd om de titusindvis af dedikerede danskere, der dengang som nu ønsker at gøre en forskel i uniform i vores samfund. Det ser vi også i den aktuelle situation, hvor mange frivillige hjemmeværnssoldater leverer en meget værdsat støtte i kriseberedskabet i hele Danmark. Så der er bestemt grund til at gøre opmærksom på fødselsdagen, som er en mærkedag for os," understreger hjemmeværnsledelsen.

Til næste år agter hjemmeværnsledelsen at genoptage traditionen med at markere Hjemmeværnets fødselsdag med kranselægning ved de to monumenter.

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring