Af Anders Tornby og Hasna Eggers
Hjemmeværnsskolen er i gang med at opbygge en international pulje med 30 instruktører til internationale opgaver. Puljen henvender sig til hjemmeværnssoldater, der har evner og mulighed for at arbejde under engelsk kommando eksempelvis i Østafrika.
For at blive en del af puljen skal interesserede have Hjemmeværnsskolens instruktørkursus på dansk eller engelsk og have erfaring inden for infanteri, patrulje eller sanitet. Det er også en fordel, hvis man tidligere har været udsendt som instruktør i udlandet og i øvrigt er uddannet gruppefører eller har gennemført et patruljekursus.
Selv om du får en plads i puljen, er det dog ikke en garanti for, at du kommer afsted på en international opgave. Hjemmeværnsskolen forbeholder sig således retten til at stille det instruktørhold, der er bedst til den pågældende opgave.
Puljens deltagere skal mødes fast en gang om året. I 2020 vil dette ske under Hjemmeværnsskolens Sommerkursus, som foregår i Uge 27 fra 29. juni til 3. juli 2020.
Udsendte instruktører ansættes ved Forsvaret
De hjemmeværnssoldater, der bliver valgt til at løfte en international instruktøropgave, bliver ansat ved Forsvaret som oversergenter og opretholder overenskomstmæssig løn. Deltagere ansættes pt. to dage før afrejse til to dage efter hjemkomst. Turen gennemføres som tjenesterejse.
Har du spørgsmål eller ønsker at høre mere mere om vilkår og krav for de internationale instruktører, kan du kontakte kaptajn og ansvarlig for puljen, Anders Tornby på tlf.: 41 72 97 09 eller hvs-u-ud-02@mil.dk