Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Politihjemmeværnet
Politihjemmeværnet indsat på en afspærringsopgave. Arkivfoto: Steen Vrem

Velfungerende samarbejde med Politiet

Men hvordan gøres det endnu bedre? Det, og andre emner, blev livligt diskuteret af de øverste chefer i Politiet og Hjemmeværnets ansatte og frivillige chefer under sidste uges Politiseminar.

04-11-2015

Af Christine Dahl

Hjemmeværnet og Politiet samarbejder i gennemsnit næsten tre gange om dagen et sted i Danmark. Der foregår en løbende udvikling og justering af samarbejdet, og desuden mødes man én gang om året, hvor erfaringerne bruges til at kigge længere ud i horisonten, så de mange opgaver kan løses endnu bedre.

Det årligt tilbagevendende seminar fandt sted i Nymindegab den 27. – 28. oktober. Der deltog mere end hundrede repræsentanter fra Rigspolitiet, samtlige 12 politikredse, totalforsvarsregionerne, de 12 hærhjemmeværnsdistrikter og Marine-, Flyver og Virksomhedshjemmeværnet, samt ikke mindst repræsentanter fra Hjemmeværnets 35 politikompagnier.
 
Helt specielt år
Det har været et helt specielt år for både Hjemmeværnet og Politiet med store aktiviteter, hvor Politiet og samfundet har haft brug for støtte fra Hjemmeværnet.
 
I oktober 2014 var der som bekendt et voldsomt skybrud i Nordjylland, og et par måneder senere fik danskerne så besøg af vinterstormene Dagmar og Egon, der trak store veksler på Hjemmeværnet og Beredskabet.
 
Så faldt terrorskuddene i København i midten af februar, der ændrede danskernes tryghedsopfattelse markant. Samtidig medførte det overarbejde for Politiet og en stor frivillig indsats fra Hjemmeværnet. I juni meldte flere terrortruede talere sig til Folkemødet på Bornholm og skabte derved igen ekstra arbejde for Politiet og behov for en omfattende indsættelse af Hjemmeværnet. Efteråret har foreløbig budt på tusindvis af flygtninge og migranter, der har krydset de danske grænser, og dermed udløst et yderligere behov for en særlig politiindsats, støttet af Hjemmeværnet.
 
Gode drøftelser 
Under seminaret anerkendte og takkede Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg for den store indsats, Hjemmeværnets frivillige har ydet til støtte for Politiet gennem året.
 
På baggrund af seminaret udtaler chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler:
”Det har været et godt og meget konstruktivt Politiseminar med gode drøftelser, der er med til sikre, at vi kan fastholde vores erfaringer og sikre udvikling af vores støtte, så vi med rettidighed og kompetente frivillige fra hele Hjemmeværnet kan understøtte Politiets opgaveløsning, hvor det måtte være påkrævet”.
 
 

Seneste nyheder

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring