Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Lancaster ND960 fra Royal Air Forces

75 års dagen for nedskydningen.

23-05-2019

 

Hjemmeværnseskadrille 240 Odense (HVE240), deltog i aftes med 2 mand og 1 fane.

Den 21. maj 1944 kl. 21.57 lettede bombemaskinen, Lancaster ND960, fra Royal Air Forces flyveplads i East Kirkby, Østengland med en besætning på syv mand. Den skulle deltage i en mineudlægningsoperation i Kiel Bugt.

Da Lancaster ND960 havde krydset Jylland og begyndte indflyvningen over det sydlige Lillebælt, blev den i 4300 meters højde angrebet af den tyske natjager Bf 110G-4. Luftkampen varsledes i Assens den 22. maj kl. 0.27 og kraftig skydning kunne herefter høres i luften over Emtekær.

Kl. 0.44 blev Lancaster ND960 ramt og styrtede ned på Nakke Skovgårds mark, hvor en af dens miner eksploderede med voldsom kraft. Hele besætningen omkom. 10 minutter senere eksploderede endnu en mine formentligt udløst, da Jørgen Andreas Brandt, der arbejdede på den nærliggende Hjorte Nymarksgård, nærmede sig for at hjælpe eventuelle overlevende. Han blev dræbt på stedet.

Begravet i Assens
Den tyske værnemagt afspærrede området og fandt 500 meter fra nedstyrtningsstedet ligene af to af de engelske flyvere, skytten Harold de Gray Griffiths og agterskytten Cyril J. Woodmas.

Den tyske værnemagt sørgede næste dag for at begrave de dræbte flyvere på Assens kirkegård. Efter krigen fik man identificeret den øvrige besætning: pilot Arthur T. Richards, sergent Arhtur W. Bugden, navigatør William T. Woodall, bomber George Ferguson og sergent Thomas Edwards.

Mindestenen blev rejst af en lokal komité og afsløret på 2-årsdagen for nedstyrtningen, hvorefter den blev overdraget til det daværende Tanderup Sogneråd. I dag drager Middelfart Kommune omsorg for pasningen af anlægget.

 

 Seneste nyheder

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring