Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Mathilde fra Sanitetssektionen i Stabskompagniet er på Sygehjælperuddannelse, hvor anatomilære udgør en vigtig disciplin.

Brænder for førstehjælp og sanitet


Mathilde fra Sanitetssektionen i Stabskompagniet løser en af de helt skarpe opgaver i Hjemmeværnet. Hun drømmer om at få flere ambitiøse kolleger, der deler hendes interesse for førstehjælp og sanitet.

08-06-2019

​​​​​
​​​​Af SG K. Gunnestrup (REKSPEC STHVKEJY)

Mathilde er en af de soldater, der har taget det naturlige skridt fra en HBU i Forsvaret og til Hjemmeværnet. Det grønne liv behøver ikke at slutte efter de fire måneders HBU, for der er masser af mulighed for at udvikle sig videre og blive dygtigere inden for netop dét felt, som interesserer en allermest som soldat.

Sanitet i fokus
For Mathilde, som gjorde tjeneste ved Trænregimentet i Aalborg i efteråret 2017, er den interessante ​del førstehjælp og sanitet. De fire måneders HBU gav hende blod på tanden for 'det grønne liv', og da hendes delingsfører​ spørger, om hun ikke er interesseret i at træde ind i Hjemmeværnet, siger hun ja til at lade sig udfordre og afprøve idéen. 

Og netop muligheden for at tjene i Sanitetssektionen tiltaler Mathilde, både fordi førstehjælpen er hendes interesse, med gode muligheder for spændende og faglig udvikling, og fordi der samtidig stilles såvel fysisk​ som psykologisk udfordrende krav.

En omfattende og udfordrende uddannelse
I Hjemmeværnet fylder førstehjælpen en stor del, og udgør en del af det basiskrav, som alle soldater skal bestå og løbende genopfriske. Uden at have bestået den praktiske og meget omfattende 28 timers førstehjælpsuddannelse, kommer man ikke i kategorien 'aktiv soldat'. Men vil man arbejde med sanitet, så er der krav om, at man går endnu videre. Og næste trin er det over 70 timer lange sygehjælperkursus. Det har Mathilde netop været på. 

"Det var et rigtig lærerigt kursus, hvor faglighed og praksis var på et højt niveau", siger ​​​Mathilde. "Det var et krav, at vi skulle anlægge en NPA (red. nasopharyngeal airway​​) på andre, samt lade andre anlægge på en selv, hvilket var meget grænse-​overskridende og ikke særlig behageligt. Men det var lærerigt og tankevækkende"fortæller hun.

Kurset er både teoretisk og handlingsorienteret, og deltagerne udfordres undervejs på handlebaner, hvor det lærte skal afprøves og omsættes til praksis:

"På SYHJ kurset var der handlebaner, som man skulle gennemføre for at bestå kurset. Derude var der faglige- og fysiske test, som man også skulle bestå. Jeg synes det er vigtigt, at disse standarder også afspejles i vores sanitetssektion. I en taktisk situation er det vigtigt, at man har en vis styrke, udholdenhed og viden for at kunne hjælpe andre mennesker - hvad end man er TSE-, SYHJ-, FØHJ-uddannet eller lignende".  

Kun én vej: Fremad
Ud over at Mathilde nu bl.a. kan anlægge torn​ique og nasopharyngeal airway (NPA), hvilket vi sikkert kommer til at være ofre for på kompagniaftner, har hun et solidt fundament af viden om førstehjælpe og sanitet, samt praksis bevis for, at hun kan udføre behandling af syge og sårede. Hun er nu klar til mere, og på uddannelsesplanen står bl.a. hjemmeværnets befalingsmandsuddannelse - "for at få mere ansvar i kompagniet, og forhåbentlig også førstehjælpsinstruktør-uddannelsen, så jeg kan uddanne andre i førstehjælp", forklarer hun.  


Udvikling af Sanitetssektionen
Den personlige udvikling går hånd i hånd med udviklingen af det fællesskab, hvori der er brug for flere med interesse for førstehjælp og sanitet, og med interesse i at være den type soldater der kan og vil levere støtte til hele distriktet i Østjylland, når der er brug for det. 

"Jeg drømmer om, at vores enhed bliver udvidet med flere ambitiøse sanitets-interesserede soldater. Sparring og vidensdeling er vigtigt, samt nogle kammerater som del​er en fælles interesse, hvilket skaber et helt særligt fællesskab. Derudover drømmer jeg også om, at vi kan stille en gruppe til diverse øvelser, og bl.a. få indøvet en syge/skadet-situation i en taktisk-øvelse". 

Er du interesseret i Sanitetssektionens arbejde og opgaver kan du finde flere informationer via linket herunder.

 

​​





Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring