Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

Hjemmeværnsfonden tildeler hædersgave til Infanterihjemmeværnskompagni Eshøj

Tildelingen af hædersgaven er en anerkendelse af en fortjenstfuld gerning i Hjemmeværnets tjeneste

01-05-2022

​​
Af OS K. Gunnestrup | HDEJY S9

Under den netop afholdte uddannelsesweekend i Brikby var der en lille overraskelse til kaptajn Lars Andersen, kompagnichef i Infanterihjemmeværnskompagni Eshøj, da én af hans chefkolleger, kaptajn Finn Bødker fra Hjemmeværnskompagni Hvidsten, mødte op med en hædersgave under armen. 

Hjemmeværnsfonden havde besluttet at tildelet kompagniet en hædersgave, i form af et pengebeløb fra fonden,​ og lejligheden var god, da det netop var Infanterihjemmeværnskompagni Eshøj, der havde lagt alle kræfter i at planlægge den weekend med bykampuddannelse, der skulle til at begynde. 

Der blev ved lejligheden holdt en lille tale hvorefter Lars fik overrakt et diplom med en nærmere begrundelse for, hvorfor kompagniet skulle hædres. ​



​Begrundelse for tildeling

"Tildelingen af hædersgaven er en anerkendelse af en ​fortjenstfuld gerning i Hjemmeværnets tjeneste og sker på baggrund af kompagniets store engagement og høje aktivitetsniveau samt evne til at tiltrække og fastholde nye soldater til Hjemmeværnet.

Med udgangspunkt i indstillingen vurderer Hjemmeværnsfonden, at kompagniet inden for en lang række områder fremstår som det gode og positive eksempel på en enhed, der på trods af at frivilligheden har været under hårdt pres de seneste år og i særdeleshed under Corona pandemien, på fornemste vis har formået at opretholde et særdeles højt aktivitetsniveau, fastholde deres soldater og kontinuerligt har rekrutteret nye soldater samt ikke mindst konstant leveret rettidige og meget kvalitative bidrag og opgaveløsninger både i distrikt og region.

Enheden stiller høje krav til de enkelte soldater. Soldaten skal have viljen og lysten/tiden til at engagere sig i kompagniet. Et meget højt aktivitetsniveau og en kontinuerlig stigende tilgang stiller høje krav til førere på alle niveauer, og en del af kompagniets succes kan derfor tilskrives, at førerne tager ansvar og drager omsorg for deres soldater, hvorved der opstår nogle meget tætte primære grupper. 

​Enheden udmærker sig endvidere på de såkaldte 'bløde værdier' såsom fællesskab og korpsånd - og et godt og velanset ry. Og det er de selvsamme værdier, som udgør det 'kit' som fastholder og rekrutterer nye soldater til kompagniet. 

Hjemmeværnsfonden værdsætter således kompagniets engagement og anerkender kompagniets indsats som en fortjenstfuld gerning til gavn for Hjemmeværnet".

Mere om Hjemmeværnsfonden  

​Hjemmeværnsfondens formål er at yde gaver til nuværende og tidligere hjemmeværnsmedlemmer og disses efterladte.

Gaverne, der skal have karakter af hædersgaver, ydes som anerkendelse af en fortjenstfuld gerning i hjemmeværnets tjeneste eller som påskønnelse af en personlig indsats til gavn for hjemmeværnet i øvrigt. Gaverne kan tillige ydes i forbindelse med tilskadekomst under hjemmeværnstjenesten.

Fonden har endvidere i et mindre omfang mulighed for at yde gaver som man skønner tjener til at støtte eller fremme hjemmeværnstanken, eller er af betydning for hjemmeværnet og dets personel. Gaverne gives efter indstilling eller efter ansøgning.


Kender du nogen i målgruppen?

Kaptajn Finn Bødker afsluttede sin tale med at bede alle, der måtte være bekendt med nogen, der kunne være inden for målgruppen, lade Hjemmeværnsfonden høre nærmere derom, og besøge fondens hjemmeside på www.hjemmeværnsfonden.dk​.​


Tillykke til Infanterihjemmeværnskompagni Eshøj...




Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring