Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Oberst Eigil Schjønning holder tale.

Flot 5.maj på Flyvestation Skalstrup.

Vejret var i orden, da Hærhjemmeværnsdistriktet afholdt 5.maj parade i anledning af Danmarks Befrielse. Chefen for Totalforsvarsregion Sjælland, oberst Eigil Schjønning........

05-05-2016

Tekst af: NK/STHVK Rasmus Christopher Franck

Billeder: ITOF-HDMVS Jens Lynge

Vejret var i orden, da Hærhjemmeværnsdistriktet afholdt 5.maj parade i anledning af Danmarks Befrielse. Chefen for Totalforsvarsregion Sjælland, oberst Eigil Schjønning, holdt en flot tale i klart sprog, og der blev tildelt årstegn, fortjensttegn og medaljer for international tjeneste.



”Jeg vil her gerne udtrykke min uforbeholdne tillid til jer og til de hundreder af frivillige hjemmeværnsoldater, der bruger al deres fritid på at opbygge militære kompetencer til gavn for forsvaret af Danmark, og som en garanti for, at vi trods alt kan imødegå fjenden, når angrebet igen rammer os.Der påhviler os alle en stor opgave med at få korrigeret omgivelsernes opfattelse af Hjemmeværnet og vores militære kompetencer.”


Sådan afsluttede oberst Eigil Schjønning sin tale til de fremmødte soldater på Flyvestation Skalstrup. En tale, hvor obersten i klart sprog og utvetydige vendinger formulerede sit syn på blandt andet Hjemmeværnet og de opgaver vi står overfor.


Under akkompagnement af Musikkorps Roskilde blev medaljer og fortjensttegn delt ud, nøjagtigt som traditionen foreskriver det. I år også Forsvarets Medalje for International Tjeneste 1948-2009.


Rammen var smuk i det flotte vejr. På paradepladsen var distriktets kompagnier opstillet i heraldisk orden. I år var det tydeligt, at flere områdekompagnier forlods havde studeret eksercitsreglementet og førte deres fane korrekt.


Bag kulissen stod en kombineret PO/BEV styrke for at sikre rammen for et gnidningsfrit arrangement.


Afslutningsvis serverede Karina, tilknyttet Politihjemmeværnet i Roskilde, og hendes håndgangne mænd pølser og kartoffelsalat. I øvrigt ganske velsmagende, der blev i hvert fald gået til stålet under forplejningen.


Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestsjælland har efterhånden fået opbygget tradition for vellykkede 5.maj arrangementer. Godt 200 mennesker var igen i år mødt frem. Dagen før, d. 4.maj, deltog mange kompagnier i lokale arrangementer, bl.a.  i Roskilde, Køge og Holbæk.

Hermed en opfordring til distriktets frivillige om at møde talstærkt op igen til næste år, hvor Chefen for Hjemmeværnet har givet tilsagn om at holde årets tale i anledning af Danmarks befrielse. 

Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring