Ignorer kommandoer på båndet
Gå til hovedindhold
Topbanner

Nyhed

​Det var fartøjet her, MHV 912-Holger Danske, der deltog i weekendens redningsaktion i Kattegat. Foto: ​​HVF251-Kalundborg.​

Ægtepar i havsnød reddet af Marinehjemmeværnet

Efter at have mistet kontrollen med deres sejlbåd, drev ægteparret natten til lørdag hjælpeløst rundt i mørket ude i Kattegat.

18-07-2023

​​​​​​​​​​​

​​​
​På deres vej mod Sejerø, en lille ø vest for Sjælland, kom et ægtepar i weekenden i store problemer med deres sejlbåd.

De havde først forsøgt at benytte sejlet​, men det gik ikke efter planen, hvorefter de forsøgte sig med motoren, men det lykkedes heller ikke, så de besluttede sig for en tredje løsning; at kaste ankeret. 

Men dette fungerede desværre heller ikke, hvilket resulterede i, at sejlbåden flød rundt uden fremdrift, og for at gøre ondt værre fik ankertrossen samtidig forvildet sig ind i skruen.

Stærkt trafikeret farvand
Alt dette skete ude i nærheden af den såkaldte T-Rute, der er den anbefalede rute fra Skagen til Storebælt, på en nat med særdeles meget trafik.


Derfor valgte Joint Rescue and Coordination Center​ at tage kontakt til Marinehjemmeværnet i Kalundborg. De blev alarmeret kl. 01.15 og rykkede hurtigt ud med fartøjet Holger Danske for at komme ægteparret til undsætning. Den hurtiggående gummibåd blev sat i vandet og sejlede i forvejen, efterfulgt af Holger Danske.

Hjemmeværnssoldaterne fik kontakt med de nødstedte lystsejlere, som blev taget på slæb, og kl. 05.40 lørdag morgen nåede ægteparret - efter en uventet begivenhedsrig nat - endelig frem til deres destination:​ Sejerø Havn.





Hjemmeværnskommandoen - Vordingborg Kaserne - Sankelmarksvej 26 - 4760 Vordingborg Telefon: +45 7282 0000 - E-mail: hjk@hjv.dk - EAN:5798000201224 - Tilgængelighedserklæring